Gaza by, 03/06/2025 - 08:44
Mindst 24 meldes dræbt ved uddeling af nødhjælp i Gaza
Israels militær siger, at det har skudt mod personer nær sted, hvor der uddeles nødhjælp i Gaza.
Hatem Khaled/Reuters
Af: /ritzau/
Mindst 24 palæstinensere er tidligt tirsdag morgen blevet dræbt, da de ventede på uddeling af nødhjælp i Gazastriben.
Sådan lyder det i en udtalelse fra Gazas sundhedsministerium. Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det israelske medie Times of Israel. Ifølge sidstnævnte er det ikke muligt at verificere tallet.
Hændelsen skal være sket, da de ventede på nødhjælp nær byen Rafah.
Rafah ligger i det sydlige Gaza, der grænser op til Egypten.
Efter meldingen fra ministeriet har det israelske militær sagt, at det har affyret skud mod enkeltpersoner omkring en halv kilometer fra det sted, hvor den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) i Rafah.
Personerne bevægede sig mod soldaterne på en måde, der "udgjorde en trussel mod dem", lyder det fra militæret ifølge Reuters.
Militæret siger, at det er bekendt med meldingerne, om at flere skal være døde, og det efterforsker hændelsen yderligere. Det skriver Times og Israel.
Inden meldingen fra militæret lød det fra GHF, at morgenens uddeling var forløbet "uden optrin".
Sådan lød det i en udtalelse fra organisationen ifølge det israelske medie.
- Mens uddelingen af nødhjælp blev udført på sikker vis og uden nogen optrin ved vores uddelingssted i dag, kan vi forstå, at IDF (Israels militær, red.) undersøger, hvorvidt et antal civile blev såret, efter at de bevægede sig fra den udpegede sikre korridor ind i en lukket militærzone.
- Vi anerkender situationens vanskelige karakter og råder alle civile til at blive i den sikre korridor, når de rejser til vores distributionssteder, lød det videre fra GHF.
Ifølge organisationen er der i løbet af morgenen - efter at uddelingsstedet i Rafah har været åbent i knap tre timer - blevet uddelt 21 vognladninger med mad.
/ritzau/