København, 06/05/2025 - 21:52
Magnussen skal køre 24-timersløb med motorcykellegende
Valentino Rossi bliver den ene af Kevin Magnussens to makkere i sportsvognen på Spa-banen.
James Gilbert/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kevin Magnussen får fornemt selskab, når han i slutningen af juni skal køre det traditionsrige 24-timersløb 24 Hours of Spa på den legendarisk Spa-bane i Belgien.
Den danske BMW-racerkører er nemlig havnet i samme besætning som Valentino Rossi, som er en levende motorsportslegende.
Den 46-årige italiener kørte tidligere i karrieren på motorcykel i kongeklassen MotoGP, hvor han vandt syv verdensmesterskaber.
I 2021 kørte han motorcyklen i garagen og satte sig bag rattet i køretøjer med fire hjul. Nu er han fast inventar i World Endurance Championship (WEC), hvor Kevin Magnussen også kører efter sin afsked med Formel 1.
De er begge på kontrakt hos BMW, som nu har parret de to kørere til det store løb i Belgien, hvor tyske René Rast fuldender trioen.
- Det er spændende at skulle dele bil med dem. Valentino er en legende, og René, som jeg kender godt fra WEC, er en sand mester. Det bliver en fornøjelse, siger Kevin Magnussen ifølge en pressemeddelelse fra BMW.
Kevin Magnussen kører normalt i Hypercar-klassen, som rummer de hurtigste biler i World Endurance Championship. Ved 24 Hours of Spa er Hypercar-klassen ikke med.
I den belgiske klassiker er det udelukkende de såkaldte GT-biler, der deltager. GT-biler er - i modsætning til prototyperne i Hypercar - helt almindelige gadebiler, som er blevet gejlet heftigt op.
Valentino Rossi kører til daglig med nummer 46 på siden af bilen. Det nummer har fulgt ham hele hans karriere og gør det også på Spa i slutningen af juni.
Kevin Magnussen har mindre merit end Rossi i GT-bilerne, men har dog noget erfaring at trække på.
- Jeg har noget GT-erfaring, fra da jeg kørte med min far i Gulf 12 Hours for nogle år tilbage. René og Valentino vil helt sikkert hjælpe mig meget, så jeg kan vænne mig til bilen hurtigt.
24 Hours of Spa bliver kørt 28.-29. juni.
/ritzau/