Washington D.C., 24/06/2025 - 01:54
OVERBLIK: Trump beretter om våbenhvileaftale mellem Israel og Iran
Israel og Iran har ikke bekræftet melding fra Trump om våbenhvileaftale, der skal træde i kraft i flere faser.
Dado Ruvic/Reuters
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, skrev omkring midnat dansk tid i et opslag på Truth Social, at der er blevet indgået en aftale om våbenhvile mellem Iran og Israel.
Hverken Iran eller Israel har dog officielt bekræftet en sådan aftale.
Få et overblik over meldingerne her:
* Våbenhvilens første fase skal ifølge Trump gå i gang omkring klokken 06 dansk tid, når både Israel og Iran har afsluttet missioner, der ifølge ham på forhånd var blevet sat i gang.
* Ifølge Trump er det her Iran, som skal skyde våbenhvilen i gang og indstille angreb mod Israel.
* Efter 12 timer vil det ifølge Trump blive Israels tur til at leve op til en aftale om våbenhvile.
* Efter 24 timer vil der være tale om en officiel afslutning på konflikten mellem de to lande, siger Trump. I sit opslag døber han i den sammenhæng konflikten for 12-dages krigen.
* Iran og Israel har ikke officielt udtalt sig om Trumps meldinger om en aftale. Til Reuters siger en højtstående iransk embedsmand efter Trumps opslag, at Iran skal have sagt ja til aftalen. Kort tid inden opslaget sagde en iransk embedsmand dog til CNN, at Iran ikke havde modtaget noget forslag til en våbenhvile.
* Under hver fase af våbenhvilen skal landene opføre sig fredeligt og respektfuldt, skriver Trump. Han har i sit opslag dog ikke fremlagt yderligere detaljer om, præcis hvad landene skal leve op til under aftalen.
* En unavngiven qatarsk embedsmand - med kendskab til forhandlingerne om en aftale - siger til Reuters, at det var Qatars premierminister, Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, som sikrede, at Iran sagde ja til det amerikanske forslag om våbenhvile. Det skal være sket under et telefonopkald med iranske embedsmænd mandag.
* Inden da havde Trump ifølge kilden fortalt til emiren af Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani, at Israel havde givet grønt lys til aftalen. Trump bad angiveligt derfor Qatar om hjælp til at overtale Iran til at gøre det samme.
* En højtstående embedsmand i Det Hvide Hus siger, at Trump og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forhandlede om aftalen mandag i et telefonopkald.
/ritzau/