København, 26/07/2025 - 07:30
Dansk cykelkomet er til EM uden store forventninger
Albert Withen Philipsen har kørt mindre på sin mountainbike end planlagt, men har stadig store sæsonmål.
Dalibor Valek/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Albert Withen Philipsen er vant til at være storfavorit, når han stiller op i et mountainbikeløb. Men sådan er det ikke ved EM i Portugal i weekenden.
Den forsvarende juniorverdensmester er rykket op i U23-klassen, hvor niveauet er markant højere. Og så har han i øvrigt brugt det meste af sæsonen på at køre sin første sæson som World Tour-rytter på landevejen hos Lidl-Trek.
Derfor forventer landstræner Mads Bødker i weekenden ikke noget stort EM-resultat fra et af dansk cykelsports største talenter nogensinde.
- Han var selv i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle køre EM, fordi han var i tvivl om sin form. Men vi talte om, at han ikke behøver at præstere her.
- Det vigtigste er at køre løb og få en masse timer på tekniske ruter, så han kommer godt i gang. Det er ikke resultatet, der er det væsentligste, siger Mads Bødker.
Albert Withen Philipsen har nemlig slet ikke kørt så meget mountainbike, som det var planlagt. I stedet har han kørt en masse landevej for Lidl-Trek, som har givet det danske stortalent grønt lys til fortsat at køre flere discipliner.
- Det var meningen, at han skulle have kørt nogle mountainbikeløb tidligere på året, men så blev han syg, og så faldt han og blev lidt småskadet.
- Han har været ret uheldig, så han har faktisk ikke rigtig fået kørt nogen mountainbikeløb i år, selv om det var meningen, siger Mads Bødker.
Nu kommer piben dog til at få en anden lyd. Albert Withen Philipsen er ikke helt færdig med landevejen for i år, men hovedfokus kommer til at være på mountainbike.
Det stor mål er VM i september, og hvis han skal vinde U23-klassen, så skal han bruge mange timer på den terrængående karbonhest.
- Det er meningen, at det primært er mountainbiken, han skal træne på. Der er større overførbarhed fra mountainbike til landevej end modsat, for der er så meget teknik og effektivitet, man skal mestre på en mountainbike.
- Man kan ikke bare sætte sig op og mose derudad. Man skal bruge kræfterne rigtigt og finde de rigtige linjer på ruten. Det har han brug for at træne, for alle dem, han kører mod, er specialister. Han er lidt bagud, så han skal bare have tanket op, siger Mads Bødker.
Lørdag kører han EM i Portugal på et dansk U23-landshold, der også består af Gustav Heby Pedersen, Nikolaj Hougs, Mikkel Lose og Hector Hjorth.
/ritzau/