København, 17/08/2025 - 12:13
Niklas Larsen bliver professionel igen efter stor sæson
Efter en flot sæson på kontinentalniveau skal Niklas Larsen igen køre professionelt for Unibet-holdet.
Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Niklas Larsens hårde anstrengelser i denne sæson har båret frugt.
Den danske cykelrytter skal i den kommende sæson køre for Unibet-holdet, der rangerer som ProTeam på niveauet under World Tour.
Det oplyser Unibet-holdet søndag ifølge feltet.dk.
På det franske hold bliver han blandt andre holdkammerater med topsprinteren Dylan Groenewegen, som for nylig blev præsenteret som forstærkning.
- Jeg synes, han er en perfekt tilføjelse til vores klassiker- og sprintkerne. Oven i det er hans stærke enkeltstart en stor ekstra fordel for holdet. Niklas vil fokusere fuldt ud på landevejen med os, og vi kan ikke vente med at se, hvor hans potentiale vil føre ham hen, siger holdejer Bas Tietema ifølge feltet.dk.
28-årige Larsen var professionel på Uno-X fra 2020 og frem til 2025, hvor han måtte tage et skridt ned og køre for kontinentalholdet BHS Bornholm.
På noget lavere niveau har han kørt sig til en lang række store resultater, og i denne uge viste han igen sine evner ved at ende på podiet ved PostNord Danmark Rundt.
Niklas Larsens største resultater ligger imidlertid stadig på cykelbanen, hvor han som en del af firekilometerholdet blandt andet har været med til at vinde sølv og bronze ved OL samt to guldmedaljer ved VM.
Det er også blevet flere mesterskabsmedaljer i disciplinerne parløb og omnium.
Larsens eneste sejr på landevejen som professionel var den samlede triumf ved PostNord Danmark Rundt i 2019.
/ritzau/