København, 01/07/2025 - 21:04
Holmgren om kanonserver: Mærkeligt hvis jeg var overrasket
August Holmgren var ikke overrasket over sin stærke serv, men grinede over en serv på 225 kilometer i timen.
John Walton/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
August Holmgren leverede tirsdag karrierens vel nok største resultat, da han grand slam-debuterede med en sejr i tre sæt ved Wimbledon.
Efter at have smagt på sejren i et par timer var han afmålt i mødet med den danske og internationale presse, men han fortalte, at han havde været igennem hele følelsesregistret.
- Der var glæde, spænding, nervøsitet, siger August Holmgren.
Han var særligt glad for måden, han slog verdens nummer 46, Quentin Halys, på.
- Jeg spillede det spil, som jeg tror, giver mig den bedste chance for at blive den bedst mulige tennisspiller, og så er det bonus, at jeg også vandt, for det kan jeg ikke kontrollere.
- Men selvfølgelig var det helt vildt nice at vinde, og jeg er meget glad for at være videre.
Folk, der overværede kampen på den intime bane 6, blev forbløffede over Holmgrens serv, der fungerede forrygende og banede vejen til sejren.
Selv var Holmgren ikke overrasket over serveniveauet.
- Det er mit største våben, så jeg synes ikke, at det er så mærkeligt. Fra mit perspektiv skal jeg have selvtillid i mine våben, så hvis det kom bag på mig, at det gode, jeg kan, gik godt, ville det virke mærkeligt.
- Det lyder måske lidt arrogant, siger Holmgren uden at fremstå det mindste arrogant.
Lidt forbløffet blev den 27-årige dansker alligevel over serven undervejs.
- Jeg så, jeg havde en serv på 140 miles i timen (225 kilometer i timen, red.), siger Holmgren og slår en stor latter op.
Han medgiver også, at det ikke er hver dag, at han kan opretholde sådan et serveniveau i tre sæt.
- Det var stort. Men i kvalifikationsfinalen formåede jeg at holde et rimelig højt niveau i fem sæt, tilføjer verdens nummer 192.
Tirsdag kunne han altså nøjes med tre sæt, som han vandt 7-6, 6-3, 6-4.
- Jeg var så nervøs, men jeg stolede på mine største våben i de store øjeblikke. Jeg holdt fast i min gameplan, og det var en lettelse at komme igennem.
Torsdag venter et møde med den 21.-seedede tjekke, Tomas Machac.
/ritzau/