19/12/2025 - 08:00
Tjek dine forsikringer inden du sætter ild til lunten
Nytårsaften er festlig, men den kan også være farlig. Det kan hurtigt blive dyrt, hvis du ikke passer på og ikke har styr på dine forsikringer.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Fyrværkeri og festligheder hører nytåret til, men for at kunne fejre aftenen med ro i maven er det vigtigt at have styr på både sikkerheden og forsikringen.
For det har betydning, om du har en indboforsikring og en ulykkesforsikring, både hvis du selv kommer til skade, og hvis du kommer til at skade andre eller deres ting.
Det siger Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen under brancheorganisationen Forsikring og Pension.
- Fyrværkeriskader er altid tragiske, især de alvorlige. Det kan en forsikring ikke hjælpe på. Men den kan sikre, at du ikke står alene med regningen, siger hun.
Hun minder desuden om, at børn skal have deres egen ulykkesforsikring, da den er personlig, mens en indboforsikring dækker husstanden.
Ved årsskiftet fra 2024 til 2025 var fire ud af ti tilskadekomne under 18 år - børn under 15 år udgjorde 25 procent af det samlede antal. Det viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital.
- Pas rigtig godt på børnene. Både jeres egne og alle andres. Fyrværkeri er meget, meget farligt, så sørg for at have et øje på børnene hele tiden. Hold dem i god afstand fra fyrværkeriet, og husk at give dem sikkerhedsbriller på, siger hun.
Knap 90 procent af alle skader skyldtes lovligt fyrværkeri, såsom batterier, raketter og bomberør.
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen kommer børn mellem nul og ti år især galt afsted med indendørs fyrværkeri, såsom stjernekastere, isfontæner og hundepropper.
Hvis man ikke har en ulykkesforsikring og får varige mén efter en ulykke, som øjen- eller håndskader, kan man ikke få erstatning.
- Som udgangspunkt er man dækket i tilfælde af ulykker og skader, hvis man bruger lovligt fyrværkeri og har en forsikring, siger Anne Garde Slothuus og tilføjer:
- Men handler man groft uagtsomt - for eksempel ved at holde tændt fyrværkeri i hånden, kan det påvirke forsikringens dækning. Det vil dog bero på en konkret vurdering.
Ifølge Anne Garde Slothuus risikerer du også at stå med regningen selv, hvis du fyrer fyrværkeri af, mens du er påvirket af alkohol eller andre rusmidler.
- Hvert år ser vi ulykker, hvor berusede personer kaster tændt fyrværkeri efter andre eller deres ejendele. I sådan en situation kan du ikke regne med, at din ansvarsforsikring dækker, siger hun.
Hun anbefaler, at du sikrer dig, at du har en indboforsikring, og at alle i husstanden har en ulykkesforsikring, inden lunten antændes.
- Knap 20 procent af de unge har ikke en indboforsikring. Derfor har de heller ikke en ansvarsforsikring, som dækker, hvis man er skyld i, at andre kommer til skade, eller hvis man ødelægger andres ting, siger Anne Garde Slothuus.
/ritzau fokus/




