Los Angeles, 23/07/2025 - 19:41
Læge erkender sig skyldig i at forsyne Matthew Perry med ketamin
Salvador Plasencia er en af fem personer, der er sigtet i sagen om Friends-skuespiller Matthew Perrys død.
David Swanson/Reuters
Af: /ritzau/
En læge erkender sig onsdag skyldig i at forsyne den amerikanske skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin før hans død.
Det skriver Reuters.
Lægen Salvador Plasencia er en af fem personer, der er sigtet i sagen om Perrys død.
Ingen af dem er endnu blevet idømt en straf.
Plasencia afgav sin tilståelse ved en føderal domstol i Los Angeles. Han risikerer op til 40 års fængsel ved domsafsigelsen, oplyser anklagerne ifølge nyhedsbureauet.
Lægen erkender sig skyldig i fire tilfælde af ulovlig distribution af det receptpligtige medicin.
Under tilståelsen erkendte han at have injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død. Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.
En anden læge ved navn Mark Chavez, som også er anklaget i sagen, erkendte sig skyldig i oktober sidste år. Chavez indrømmede her, at han solgte ketamin til Salvador Plasencia, som solgte det videre til Perry og til Perrys assistent.
De solgte ifølge AFP ketaminen til Perry for en pris, som var presset voldsomt op.
- Jeg undrer mig over, hvor meget denne idiot vil betale, skrev Plasencia i en sms til Chavez om Perry, viser retsdokumenter ifølge Reuters.
54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Friends", døde i oktober 2023.
Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.
Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.
Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.
/ritzau/