København, 20/07/2025 - 17:59
Velspillende sønderjyder tvinger point ud af AGF
Sønderjyske var tættest på sejren, men måtte nøjes med et point mod AGF i sæsonpremieren.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en underholdende affære og en scoring allerede i første minut endte det uden vinder, da Sønderjyske og AGF søndag tog hul på Superligaen.
Den nye AGF-cheftræner, Jakob Poulsen, kunne juble allerede efter 42 sekunder, da Tobias Bech pandede aarhusianerne i front.
Smilet stivnede dog i anden halvleg, da en kæmpe fejl fra keeper Leopold Wahlstedt betød, at stortalentet Olti Hyseni kom på måltavlen.
Opgøret var præget af masser af store chancer til begge mandskaber, som manglede noget koldblodighed i de afgørende situationer.
Sønderjyske vil formentlig ærgre sig over ikke at få fuld gevinst, for det var sønderjyderne, der var tættest på tre point i anden halvleg.
Nogen drømmestart fik de ikke. Men det gjorde AGF.
Jakob Poulsen havde givet den bare 18-årige kantspiller Frederik Emmery chancen fra start, og den beslutning gav pote allerede i første minut. Den unge mand tog et par træk ind i banen og vippede bolden ind i panden på Tobias Bech, som sendte den i nettet til 1-0.
Det blev startskuddet til en dybt underholdende første halvleg, hvor begge mandskaber havde pæne chancer for at score.
Blandt andet måtte Nicolai Flø diske op med en kæmperedning på et hovedstød fra AGF-angriber Patrick Mortensen. Og Leopold Wahlstedt viste stærke arme, da han gik ud af sit mål og stoppede en friløber fra Sønderjyskes Mads Agger.
Chancer var der nok af, og med lidt mere koldblodighed i de to lejre, kunne måltavlen sagtens have været på overarbejde. Men det blev ved 1-0.
Hos Sønderjyske viste 18-årige Olti Hyseni, at han fortsat må betragtes som holdets største talent. Den unge offensivspiller var med i rigtig meget, og efter 53 minutter blev han afgørende.
AGF-keeper Wahlstedt var ved at sparke bolden væk, da Hyseni kom buldrende og blokerede sparket, som havnede i nettet. En kæmpe brøler af den svenske målvogter.
Efter 61 minutter kom Olti Hyseni igen i fokus. Denne gang formøblede han dog en gigantisk chance, efter at bolden var sejlet hele vejen igennem AGF-feltet.
I den sidste halve time var det AGF, der måtte slide og slæbe for at holde Sønderjyske fra fadet. Værterne spillede fantasifuldt, mens aarhusianerne flere gange så ud til at have rod i geledderne.
Men det endte uden flere mål.
/ritzau/