Beijing, 06/07/2025 - 11:16
Kina begrænser EU-virksomheders adgang til udbud på medicinsk udstyr
EU begrænsede i juni kinesiske virksomheders mulighed for at deltage i udbud på medicinsk udstyr.
Af: /ritzau/
Kina har søndag indført et forbud mod, at europæiske virksomheder kan få statslige kontrakter på medicinsk udstyr, som har en værdi på 45 millioner yen eller mere.
Det svarer til omkring 39,78 millioner kroner.
Forbuddet, der blev annonceret af det kinesiske finansministerium, er et modsvar på et tilsvarende forbud fra EU, som blev indført i juni, skriver nyhedsbureauet Reuters.
EU indførte i juni et forbud mod, at kinesiske virksomheder kunne deltage i offentlige udbud af medicinsk udstyr, til en værdi af over fem millioner euro - 37 millioner kroner.
Tiltaget blev indført, da EU ikke mener, at de europæiske virksomheders adgang til det kinesiske marked er rimelig.
Det var forventet, at Kina ville svare igen, da Kinas handelsministerium havde udpeget "nødvendige skridt" efter det europæiske skridt.
Kina har også til hensigt at begrænse importen af andet medicinsk udstyr, hvor der indgår dele fra firmaer fra EU.
Europæiske virksomheder i Kina vil dog ikke blive påvirket.
Fredag annoncerede Kina også en told på brandy fra EU de næste fem år efter en undersøgelse. Undersøgelsen er blevet opfattet som et modsvar på EU's told på kinesiske elbiler.
/ritzau/