København, 09/05/2025 - 09:09
Vækst i salg af rejsevacciner løfter Bavarian Nordics omsætning
I første kvartal havde Bavarian Nordic en omsætning på 1347 millioner kroner, viser regnskab.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vækst i salget af rejsevacciner betyder, at Bavarian Nordics omsætning i årets første tre måneder er vokset med 62 procent i forhold til samme periode i 2024.
Det viser medicinalselskabets regnskab for første kvartal, der er blevet lagt frem fredag morgen.
I første kvartal havde Bavarian Nordic en omsætning på 1347 millioner kroner.
Dermed overgår selskabet også analytikernes forventning om en omsætning på 995 millioner kroner, skriver mediet MarketWire.
- Vi havde et særdeles stærkt første kvartal i vores Travel Health-forretning (rejsevacciner, red.) med en vækst på 52 procent i forhold til året før, siger topchef Paul Chaplin i regnskabet.
Forretningen for rejsevacciner dækker blandt andet over vacciner mod hundegalskab, hjernebetændelse samt chikungunya-virus.
Sidstnævnte blev i februar godkendt i både EU og USA og bidrog i første kvartal med fem millioner kroner.
Vaccinen mod chikungunya-virus kom på markedet i USA i marts, mens den ventes at blive lanceret i EU i andet kvartal.
Bavarian Nordic oplevede også næsten en fordobling i salget af vaccinen mod sygdommen mpox, der tidligere blev kaldt abekopper.
I første kvartal endte salget af koppevaccinen på 629 millioner kroner sammenlignet med 344 millioner kroner i samme periode sidste år.
- Selv om det (salgsvæksten, red.) i høj grad skyldtes, at en række leverancer fandt sted tidligere end planlagt, så viser det styrken og omfanget af vores produktion, der gør, at vi kan imødekomme den øgede efterspørgsel på vores koppevaccine, siger Paul Chaplin i regnskabet.
Vaccinen mod mpox blev særdeles efterspurgt, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for anden gang på to år erklærede global sundhedskrise på grund af sygdommen.
Det skete i august sidste år, efter at et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) havde spredt sig til nabolande.
Bavarian Nordics samlede resultat for første kvartal er endt på 219 millioner kroner, hvilket er en forbedring sammenlignet med sidste år, hvor selskabet havde et underskud på 114 millioner kroner i første kvartal.
I regnskabet fredag fremgår det, at Bavarian Nordic holder fast i sine forventninger til hele året, der lyder på en omsætning på mellem 5,7 og 6,7 milliarder kroner.
/ritzau/