Indianapolis, 20/06/2025 - 05:27
Indiana fremtvinger syvende finale i NBA mod Oklahoma
Indiana Pacers førte med mere end 30 point og fik udlignet til 3-3 i finaleserien mod Oklahoma City Thunder.
Maddie Meyer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Indiana Pacers og Oklahoma City Thunder skal ud i en syvende finalekamp om NBA-titlen.
Det står klart, efter at Indiana Pacers natten til fredag udlignede til 3-3 i den sjette duel mellem de to finalister.
På hjemmebanen i Indianapolis vandt Indiana Pacers med 108-91 over gæsterne fra Oklahoma.
Værternes Tyrese Haliburton blev kort før kampstart meldt klar til kamp, efter at hans deltagelse var en anelse tvivlsom på grund af en forstrækning i den højre lægmuskel.
Tyrese Haliburton skulle bruge lidt tid på at komme op i omdrejninger, men han fik vist sin betydning for Indiana Pacers, da holdet kæmpede sig tilbage efter en skidt start på opgøret.
Oklahoma City Thunder havde hurtigt bragt foran med 10-2, men hjemmeholdet vågnede efter nogle minutter og førte 28-25 efter første quarter.
I andet quarter fortsatte Indiana Pacers det stærke spil og slog et hul på hele 22 point.
Med en føring på 64-42 ved pausetid var kampbilledet fuldstændig ændret i forhold til kampens indledning, og intet så ud umiddelbart ud til at kunne stoppe de velspillende værter.
I tredje quarter var føringen oppe at runde 30 point, og det begyndte at stå klart, at de to hold skulle ud i en syvende duel.
De to hold mødes igen natten til mandag, hvor Oklahoma City Thunder har fordel af hjemmebane.
Oklahoma City Thunder er på jagt efter sit første mesterskab under sit nuværende navn.
I 1979 vandt holdet som Seattle Supersonics sin første og hidtil eneste NBA-titel. I 2008 blev holdet flyttet til sin nuværende base i Oklahoma.
Indiana Pacers har aldrig tidligere vundet NBA-mesterskabet.
/ritzau/