Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/04/2023 - 08:00

Sæt en kæp i hamsterhjulet med disse tips

Du får mere mening ind i hverdagen, hvis du tager aktivt stilling til, hvad du bruger din tid på, mener forfatter Maj My Humaidan.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Halser du gennem hverdagen med en dirrende længsel et sted i baghovedet mod et andet liv?

Det gjorde forfatter og journalist Maj My Humaidan, da børnene var små, og tiden syntes at sive som sand mellem fingrene på hende.

Følelsen førte til en markant forandring. Hun og manden solgte huset i Svendborg og rykkede til Ærø, hvor de i tre år hjemmepassede og hjemmeskolede deres fire børn.

- Hvis du hver aften lægger hovedet på puden og føler dig forvirret, fordi du ikke bruger tiden på det, du allerhelst vil, så er det altid en god idé at stoppe op og tage en pause, siger Maj My Humaidan.

Det er det budskab, hun ønsker at formidle i bogen "Ærø-manifestet", hvor hun har samlet sine erfaringer fra et årti med børn både uden for og inden for normerne og de op- og nedture, der har været en del af rejsen.

Maj My Humaidan understreger, at bogen ikke slår et slag for, at alle skal eller kan lave så drastisk om på deres liv.

- Det er sjældent de store, radikale skift, der gør den største forskel. For mig er det langt mere det vedvarende arbejde med at være opmærksom på, hvem jeg er, og hvad der fungerer for mig, som skaber forandring, siger hun og fortsætter:

- Jeg har ingen indsigelser mod et ressourcestærkt menneske, der arbejder 50 timer om ugen, hvis det menneske har gjort op med sig selv, at det er meningsfuldt for vedkommende.

For hende findes glæden dog et andet sted.

- Jeg er 40 år og har for nogle år siden forstået, at for mig er oplevelser det, der gør livet værdifuldt. Og de oplevelser får jeg ikke ved at løbe så hurtigt, at jeg ikke har tid til at trække vejret.

Med oplevelser mener hun de mindste ting, som man nemt misser i dagligdagens ræs. Som at lægge mærke til, hvordan lyset falder ind ad vinduet om morgenen eller at holde sit barn i hånden på vej til og fra skole.

- Der ligger et vedvarende arbejde i at øve sig i at tage pauser. Vi har alle sammen lært, at vores værdi som mennesker ligger i det, vi udretter og producerer, så vi kan øge væksten i samfundet, siger Maj My Humaidan og fortsætter:

- Jeg har et relativt travlt liv, men jeg er meget bevidst om at tage pauser hver eneste dag og øver mig i at have travle dage i mit eget tempo.

En måde, hvorpå du kan tvinge dig selv ned i gear, er ved at bruge fødderne, siger hun.

- Prøv at gå i stedet for at cykle eller tage bilen. Når du går, er du mere til stede i verden, og du opfanger i højere grad de nuancer, der er omkring dig, og som jeg tror på, automatisk oplader vores batteri.

Samtidig kan det være godt at øve sig at i at sige nej både til private og professionelle tilbud.

- For de fleste af os er det vildt svært. Mit råd vil være, at du i stedet for at svare med det samme i stedet siger: "Jeg vender lige tilbage." Du kan også sige: "Jeg øver mig i at prioritere pauser, så det kan jeg desværre ikke".

Hjemmeskolelivet fik en ende, da Maj My Humaidans børn begyndte at efterspørge klassekammerater. Samtidig var det hårdt arbejde for hende og hendes mand at gøre noget andet end alle andre.

- Det kræver enormt mange ressourcer at stå uden for flertallet. Hvis der havde været et større hjemmeskolenetværk herhjemme, kunne vi nok godt have fortsat, men det blev en for stor opgave for os, fortæller hun.

Familiens hverdag bærer dog stadig præg af årene, hvor der ikke var noget fast skema eller beskeder på Aula.

- Vi har et liv, hvor vores børn går i skole, men stadig har de pauser og fridage, som de giver udtryk for, at de har behov for. Vi er helt klart mere nonchalante med at give vores børn fri end andre forældre, men vi er ikke arrogante omkring det.

/ritzau fokus/

København, 02/12/2023 - 12:03

Roskilde Festivals Orange Scene er slidt op og skal skiftes ud

Orange Scene på Roskilde Festival skal skiftes ud, fordi den er slidt og ikke lever op til produktionskrav.

Den ikoniske Orange Scene på Roskilde Festival lever ikke længere op til behovene for verdens største kunstnere og er slidt op.

Af den grund vil festivalen for sidste gang næste år opstille den nuværende Orange Scene på Dyrskuepladsen i Roskilde, inden den skiftes ud i 2025.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

- Stålkonstruktionerne skulle skiftes ud, og det skal dugen i den grad også. Den er faktisk blevet repareret, og vi har gjort alt, hvad vi kan, for at strække levetiden så langt som muligt, siger festivalens direktør, Signe Lopdrup.

Den nye scene vil være den tredje i rækken i festivalens levetid og større end sine forgængere. Den vil ikke skulle bygges op hvert år, men kommer til at bestå af en permanent og en midlertidig del, skriver mediet.

Den permanente del er en halvcylindrisk stålkonstruktion på over 24 meter, som uden for festivalperioden vil være overdækket.

Delen bygges for at få en konstruktion, der er mere stabil, mens det samtidig er mere bæredygtigt, fortæller direktøren til mediet.

Hun tilføjer, at selv om den nye scene på mange punkter vil adskille sig fra den nuværende, vil den stadig være genkendelig.

Den nuværende Orange Scene er en begrænsning for festivalen, fordi man ifølge Signe Lopdrup har måttet sige nej tak til en koncert med rockbandet Rammstein og den spanske sangerinde Rosalía, fordi forholdene ikke har været til det.

Orange Scene er den største scene på festivalen med plads til omkring 60.000 tilskuere.

Ifølge Sjællandske blev den nuværende scene for første gang sat op i 2001.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/12/2023 - 08:00

Kirke og en smule kaos er faste dele i Christophers perfekte jul

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Selv om Christopher får en travl december måned med en turné i den store verden, glæder han sig til at fejre jul i Danmark med alle traditioner, der hører til.

Der er få ting som jul og juletraditioner, der kan samle familien - men også kan dele vandene.

Hos sangeren Christopher, som hedder Nissen til efternavn, er der også visse ting, der skal være på plads, før roen kan sænke sig og julefreden indfinde sig i det lille hjem.

Julen er i det hele taget begyndt at betyde mere for Christopher, efter at han selv har fået børn. Han er far til to piger, Isabelle på syv måneder og snart treårige Noelle - noël betyder i øvrigt betyder jul på fransk - som han har med sin hustru, model og influencer Cecilie Haugaard.

I år glæder han sig særligt til at lære sin ældste datter, Noelle, mere om julens traditioner.

Her fortæller sangeren, der er aktuel med titelsangen til TV 2-julekalenderen "Valdes jul", mere om, hvad opskriften på en god jul i familien Nissens hjem består af.

Hvordan skal du fejre jul i år?

- Jeg skal være i Danmark og forhåbentlig fejre den, som vi har gjort de sidste mange år. Min og Cecilies familie går sammen og holder én stor juleaften. Det er noget med både and og flæskesteg, en lang gåtur og ild i pejsen, siger Christopher.

Hvornår er det rigtig jul for dig?

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har det de sidste mange år først ramt mig juleaften, når den brune sovs kommer på bordet, og man tænker: "Okay, wow, et lækkert måltid, vi skal til at have".

- Så sidder man bare i sofaen i to timer bagefter og ser folk flyve rundt og åbne gaver og har det helt underligt. Men det er jul for mig.

Hvad er dit bedste juleminde?

- Det var faktisk virkelig specielt sidste år at kunne holde jul for første gang med Noelle, min ældste datter. Jeg kunne mærke, at hun forstod den magi med at danse om juletræet og det hele.

- Alt det, hun skal lære omkring traditioner og jul, er jo noget, vi skal lære hende. Det er ret magisk, siger Christopher og fortsætter:

- Det er så fedt at se glæden i hendes øjne. Jeg kan ikke vente med at bilde hende alle mulige ting ind om julemanden, nisser og grød på loftet.

Hvad er din mest mislykkede jul?

- Jeg havde en jul, lige da jeg havde mødt Cecilie, hvor jeg holdt jul i København, og hun holdt med sin familie i Odense. Der sagde jeg farvel til min egen familie og kørte til Odense julenat for at være der klokken to om natten.

- Efter at have kørt i sne i to timer kunne jeg godt se, at det var lidt en skodplan - altså i stedet for bare at sidde med sin egen familie sluttede jeg juleaften af med at køre i to timer til Odense. Det var dumt, griner sangeren.

Hvad er din rolle i julen?

- Jeg er ham, der køber gode gaver. Og det er næsten, som om at jo tættere vi kommer på den 23., desto bedre bliver gaverne, fortæller han.

Derfor ved sangeren endnu ikke, hvad der kommer til at ligge under juletræet med til og fra-kort fra ham i år.

- Men jeg kunne godt forestille mig, at det bliver nogle lidt eksotiske gaver i år, for man skal jo have noget med hjem fra Sydamerika eller Kina eller USA, siger sangeren, der den seneste tid har turneret kloden rundt med musikken fra Netflix-filmen "A Beautiful Life", som han har hovedrollen i.

Hvad gør I til jul, som overrasker andre?

- Jeg går i kirke og beder en lille julebøn og synger en lille julesalme. Det er den eneste gang på året. Men det er det, som kirken også er for mig, fortæller Christopher.

- Nu er jeg ikke sådan supertroende. Men jeg forbinder juledag med en tur i kirken. Der er noget magisk i det rum. Man behøver ikke at være troende for at kunne mærke og forstå, hvorfor folk stadig den dag i dag finder mening, svar og tryghed ved religion, mener Christopher.

- Det er ikke noget, jeg selv har dyrket supermeget. Men lige juleaften får den altså en over troen, griner han.

Hvad er den bedste gave, du har fået?

- Jeg husker tydeligt, at jeg fik et par ski, da jeg var 10-11 år. Jeg glemmer det aldrig, fordi min mor og far lavede den klassiske: "Så er der ikke flere gaver tilbage". Jeg var lidt skuffet over den høst, jeg havde haft den aften.

- Men så sagde min far, at jeg skulle prøve at komme med ned i kælderen, og der stod de her ski. Vi skulle nemlig på skiferie et par uger efter. Jeg havde det bare sådan, at det var det fedeste.

Hvilken julegave har fået dig til at græde?

- Jeg har ikke grædt over gaver på noget tidspunkt i mit liv, tror jeg. Men jeg har næsten været mere rørt af at se folk åbne gaver, som jeg har givet, og blive rørt, siger Christopher og fortsætter:

- Det er jo klart federe at give gaver, end det er at åbne gaver. Og jeg har givet et par gaver, hvor jeg har sådan ægte glædet mig til at se, hvordan personen reagerer. Specielt hvis det har været til min bror, mor, far eller Cecilie.

Hvad håber du, der ligger under juletræet i år?

- Ikke bløde pakker i hvert fald. Jeg kan ikke mere tøj.

Christopher griner, inden han trækker lidt i land:

- Så skal det være sokker eller underbukser. Det er jo en klassiker. Den står ligesom på ønskelisten hvert år. Parfumer er også altid godt.

Christopher har fødselsdag en måneds tid efter jul, så ønskesedlen er ikke så lang.

- Jeg er dårlig til gaver, det må jeg bare sige. Hvis der er noget, jeg har brug for, så køber jeg det. Og hvis der noget, som jeg virkelig ønsker mig, så kan jeg næsten ikke lide at bede om det, særligt hvis det er nogle store ting.

- Nu er jeg jo ved at være så voksen, så måske jeg bare skulle ønske mig en fed køkkenkniv, griner sangeren.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/12/2023 - 08:00

FAKTA: Danskerne tænder lys i december

* Tre ud af fire danskere regner med at bruge levende lys i deres bolig i julen 2023.

* 80 procent af dem, der regner med at bruge levende lys, vil bruge kalenderlys.

* 43 procent af dem, der regner med at bruge levende lys i julen 2023, har ikke planlagt
eller talt om, hvad de gør, hvis der opstår en mindre brand i deres bolig på grund af
levende lys.

* 47 procent af danskere bruger levende lys i et lidt eller væsentligt mindre omfang i julen
end for fem år siden.

* 12 procent er stoppet med at bruge levende lys.

Kilde: rapporten "Danskernes brug af levende lys i julen" af TrygFonden og Beredskabsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/12/2023 - 08:00

FAKTA: Hold brandfaren nede i juletiden

* Gå aldrig fra levende lys, og stil dem ikke i træk.

* Lav din juledekoration, så lysene ikke kommer tæt på brændbare materialer.

* Stil ikke juledekorationen tæt på noget, der kan brænde.

* Hav altid vand og/eller en vandforstøver i nærheden, når du har levende lys tændt.

* Installér røgalarmer i hjemmet, og test dem jævnligt.

Kilde: Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv