Tel Aviv, 22/05/2025 - 21:51
Trods forbud vælger Netanyahu ny efterretningschef
Onsdag fastslog højesteret, at Netanyahu ikke skal vælge efterretningschef, før retningslinjer er på plads.
Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har udnævnt general David Zini som den næste chef for Israels efterretningstjeneste, Shin Bet.
Det oplyser premierministerens kontor, skriver Reuters.
Udnævnelsen sker til trods for at landets Højesteret onsdag gav Netanyahu forbud mod netop selv at udnævne en ny efterretningschef.
Forbuddet fra Højesteret kom efter retten fastslog, at Netanyahus forsøg på at fyre den nuværende efterretningschef, Ronen Bar, var i strid med loven.
Blandt argumenterne fra Højesteret er, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, var i en interessekonflikt under beslutningen.
Shin Bet var nemlig ifølge retten i gang med undersøgelser af Netanyahus kontors forbindelser til Qatar, da Ronen Bar blev fyret.
- Som følge heraf skal han (Netanyahu red.) holde sig fra enhver handling i forbindelse med udnævnelsen af en ny leder af Shin Bet indtil juridiske retningslinjer er etableret, sagde rigsadvokat Gali Baharav-Miara tidligere på ugen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ronen Bar blev i marts afskediget af regeringen i Israel. Men højesteret suspenderede afskedigelsen efter indsigelser fra blandt andet oppositionen og ngo'er.
I slutningen af april meddelte Ronen Bar selv, at han vil træde tilbage fra posten.
- Efter 35 års tjeneste, for at sikre en ordentlig proces for udnævnelse af en permanent efterfølger og en professionel overlevering, vil jeg afslutte min rolle 15. juni 2025, sagde han ifølge The Jerusalem Post.
Netanyahus forsøg på at få Ronen Bar fyret førte til demonstrationer i landet.
Kritikere mener, at fyringen er et af flere forsøg fra premierministerens side på at underminere centrale statslige institutioner.
Netanyahu prøvede at fjerne Bar fra posten kort efter at Shin Bet i begyndelsen af marts erkendte, at den svigtede, da den militante bevægelse Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023.
AFP beskrev efterfølgende, hvordan forholdet mellem Netanyahu og Bar længe havde været anstrengt og blot blev yderligere presset efter rapportens udgivelse, hvori regeringen heller ikke går helt fri for ansvar.
/ritzau/