København, 20/07/2025 - 09:27
Mand ramt af politiets skud fremstilles i grundlovsforhør
En 48-årig mand, der ifølge politiet lørdag påkørte en hundepatrulje, stilles søndag for en dommer.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 48-årig mand, der lørdag blev ramt af politiets skud i et område nord for Asnæs i Nordvestsjælland, fremstilles søndag i grundlovsforhør i Retten i Roskilde.
Det skriver Midt- og Vestsjællands anklagere på X.
Manden er sigtet efter en paragraf i straffeloven, der blandt andet omhandler vold mod personer i offentlig tjeneste.
Manden blev ramt af politiets skud lørdag aften omkring klokken 19.30 og efterfølgende kørt til behandling på et hospital.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyste lørdag, at det var på vej mod Asnæs, fordi der var frygt for, at manden ville begå selvmord.
Da politiet kom til stedet, fik en hundepatrulje kontakt til mandens bil, der derefter ramte hundepatruljen.
En anden patrulje fik efterfølgende kontakt med mandens bil, og skudafgivelsen skete umiddelbart efterfølgende.
Klokken 19.43 lørdag modtog Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) en underretning fra Midt- og Vestsjællands Politi om episoden.
Som det er kutyme i sager, hvor personer dør eller kommer alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens vedkommende er i politiets varetægt, iværksætter politiet en undersøgelse.
Når politiklagemyndigheden har færdiggjort undersøgelsen, laves en redegørelse, der sendes til Statsadvokaten.
Grundlovsforhøret finder sted søndag klokken 11.00.
/ritzau/