Paris, 21/05/2025 - 12:20
Elmer Møller moser belgier og nærmer sig French Open-billet
Det begyndte skidt, men sluttede godt, da Elmer Møller onsdag banede sig vej til kvalifikationsfinalen.
Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tennisspilleren Elmer Møller er én sejr fra at sikre sig billet til French Open.
Onsdag kom han godt nok skævt fra start mod belgiske Kimmer Coppejans, men løftede sig derefter flere niveauer og vandt 4-6, 6-1, 6-2.
Dermed er han videre til den sidste runde i kvalifikationsturneringen til årets anden grand slam-turnering. Her venter italienske Matteo Gigante, som er nummer 167 på verdensranglisten.
Elmer Møller havde svært ved at finde rytmen i første sæt mod Kimmer Coppejans, og selv om han var den første til at sikre sig et servegennembrud, måtte han give fortabt.
Det var han helt tydeligt frustreret over, og frustrationen omsatte han til et helt nyt niveau i andet sæt. Pludselig spillede han med enorm energi og initiativ. Han tog større chancer og slog langt flere vindere.
Den lidt mere uforudsigelige stil betød, at Kimmer Coppejans blev overrumplet gang på gang, og Elmer Møller vandt sættet overbevisende.
Han holdt niveau i det tredje og afgørende sæt, hvor han gejlede sig selv op med store glædesudbrud, når han vandt afgørende bolde.
Offensiven sprudlede, og Elmer Møller sluttede med 44 vinderslag, hvilket klart oversteg de 17, han brugte på at slå Facundo Bagnis i den første kvalifikationsrunde.
Også August Holmgren var onsdag på jagt efter avancement til den sidste kvalifikationsrunde, men måtte se sig slået af Thiago Agustin Tirante fra Argentina.
Holger Rune er på grund af sin høje placering på verdensranglisten allerede sikret plads i French Open.
/ritzau/