Gaza by, 07/06/2025 - 16:57
Seks meldes dræbt af skud nær nødhjælpscenter i Gaza
Flere meldes dræbt nær uddeling af nødhjælp fra kritiseret organisation. Varselsskud, siger israelsk militær.
Af: /ritzau/AFP
Seks palæstinensere er lørdag blevet dræbt i en skudepisode nær et center for uddeling af nødhjælp i Gazastriben.
Det oplyser civilforsvaret i området.
De seks dødsfald fandt ifølge civilforsvaret sted lørdag morgen nær et nødhjælpscenter drevet af den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) i Rafah i den sydlige del af Gazastriben.
GHF var netop begyndt at genoptage uddelingen af nødhjælp efter en kort pause på grund af lignende dødelige skudepisoder tidligere på ugen.
Ifølge Gazastribens civilforsvar har israelske styrker i alt dræbt mindst 36 palæstinensere lørdag.
Nyhedsbureauet AFP har ikke kunnet verificere dødstallene fra civilforsvaret eller omstændighederne omkring dødsfaldene.
Den israelske hær oplyser, at soldater havde affyret "varselsskud" mod personer, som ifølge hæren "bevægede sig på en måde, der bragte tropperne i fare".
GHF har fået kritik af FN og andre nødhjælpsorganisationer for ikke at være neutral og for at gå uden om det normale nødhjælpssystem i Gaza - samt ikke at være tilstrækkelig forberedt.
Palæstinensere er flere gange blevet skudt og dræbt under kaotiske omstændigheder nær GHF's nødhjælpsuddeling.
Organisationen har flere gange lukket ned for uddelingen efter at være begyndt i sidste uge.
/ritzau/AFP