Tagliacozzo, 16/05/2025 - 17:40
Mads Pedersen overdrager førertrøje i spansk bjergsejr
Spanske Juan Ayuso vandt det første store bjergslag i Giro d'Italia, hvor Mads Pedersen smed førertrøjen.
Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Som ventet blev fredagens krævende bjergetape Mads Pedersens sidste dag i den lyserøde førertrøje i Giro d'Italia.
Danskeren slog helt bevidst ud med 11 kilometer igen og overlod kampen om etapesejr og klassement til de mere klatrestærke ryttere. Det blev samlet til fem dage i førertrøjen for cykelstjernen fra Tølløse.
Oppe foran kørte UAE Emirates-kaptajnen Juan Ayuso fra alle konkurrenterne på de sidste 500 meter af den 168 kilometer lange etape.
Holdkammeraten Isaac Del Toro så sit snit til at drøne i mål umiddelbart efter, mens Ineos-profilen Egan Bernal blev treer.
Noget overraskende kom Primoz Roglic i problemer på den afsluttende kilometer og kom først ind nogle sekunder senere. Men Boras slovener holdt lige nøjagtig kæden stram nok til at overtage førertrøjen fra Pedersen.
22-årige Ayuso ånder dog den 13 år ældre veteran i nakken. Fire sekunder adskiller de to, og herfra er der yderligere fem sekunder ned til Del Toro.
Man var ikke i tvivl om Mads Pedersens hensigter på etapen. Danskeren sad længe forrest i feltet og arbejdede for bjergkaptajnen Giulio Ciccone.
Da feltet kørte ind på finalestigningen til Tagliacozzo, abdicerede Pedersen straks og sivede ned gennem rækkerne.
Herfra måtte han nøjes med at følge bjergslaget fra holdradioen.
Syv mand udgjorde dagens udbrud, og selv om forspringet en overgang var i nærheden af fire minutter, var de ikke til fare for de sultne favoritter.
Med fem kilometer igen blev sidste mand hentet, og så var spørgsmålet, hvem af favoritterne, der havde mest at skyde med mod slutningen.
Ciccone åbnede ballet med halvanden kilometer til mål, men fik kun kortvarigt hul. Med en kilometer tilbage sad en snes ryttere stadig i gruppen, der skulle kæmpe om sejren.
Men med et godt punch kommer man som bekendt langt, og det beviste Ayuso nok en gang, at han er i besiddelse af.
/ritzau/