København, 21/09/2025 - 11:41
Hver femte bilist mellem 17 og 34 år har brugt håndholdt mobil
Det er desværre ikke altid, at holdning og handling hænger sammen, siger direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ni ud af ti bilister finder det uacceptabelt at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Alligevel erkender flere end hver femte bilist i alderen 17 til 34 år, at de har brugt netop håndholdt mobil, mens de førte bil.
Det viser en spørgeundersøgelse blandt 5179 bilister, som analyseinstituttet Wilke har gennemført i år for Rådet for Sikker Trafik.
Undersøgelsen viser, at holdninger ikke altid ledsages af handling, lyder det fra direktør i Rådet for Sikker Trafik Jakob Bøving Arendt.
- Danskerne har generelt en sund holdning til, at uopmærksomhed i trafikken er uacceptabelt.
- Men det er desværre ikke altid, at holdning og handling hænger sammen, og det er en udfordring, vi bliver nødt til at gøre noget ved, siger han i en pressemeddelelse.
Det er ikke kun en del af de yngste bilister, der erkender at have brugt håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Blandt de 35- til 50-årige bilister har 17 procent gjort brug af telefonen, mens de samtidig havde hånden på rattet.
Hos de 51- til 65-årige er det seks procent, der ifølge undersøgelsen har talt i håndholdt telefon, mens de førte bil.
Man ved, at uopmærksomhed - eksempelvis som følge af snak i håndholdt mobiltelefon - er årsag til mange ulykker.
Ifølge Vejdirektoratet er uopmærksomhed eller manglende orientering i trafikken skyld i otte ud af ti trafikdrab på danske veje.
Rådet for Sikker Trafik vil sammen med Alm. Brand Foreningen 1792 sætte fokus på den manglende opmærksomhed i trafikken med en ny kampagne, der lanceres mandag.
Det sker i samarbejde med 62 kommuner landet over. Der vil i kommunerne blive opsat tusindvis af røde plakater med budskabet "Kør bil, når du kører bil".
Desuden er der lavet en kampagnefilm, der vil blive vist på tv, i biografer og på store plakater i de 28 største byer i Danmark.
- Det er en alvorlig samtale, vi er nødt til at have med hinanden, for uopmærksomhed koster alt for mange liv og endnu flere får alvorlige skader, siger Jakob Bøving Arendt.
145 personer mistede sidste år livet på danske veje. Antallet af trafikdræbte har været faldende over en årrække med et gennemsnit på 162 dræbte om året i perioden fra 2019 til 2023.
/ritzau/