København, 14/05/2025 - 19:07
Teenager skaffer Norge point efter sensationelt comeback
Norge er på tavlen ved VM i ishockey efter et vildt comeback mod USA, som dog vandt 6-5 efter overtid.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Boxen i Herning lagde onsdag is til en lille sensation ved VM i ishockey.
Knap et par timer inden Danmarks kamp mod Kasakhstan leverede Norge således et comeback af dimensioner, da man vendte 1-5 til 5-5 mod USA.
Amerikanerne vandt 6-5 efter overtid og tog to point til samlingen, mens Norge kom på tavlen med sit første point efter nederlag til Tyskland, Tjekkiet og Kasakhstan tidligere i turneringen.
For nordmændene strålede især den kun 19-årige Stian Solberg med tre mål trods sin position som back.
Han reducerede til 1-2 og 2-5, inden han med halvandet minut tilbage af den ordinære spilletid bragede pucken i nettet til 5-5 fra distancen og fremprovokerede overtid.
Solberg er ejet af NHL-holdet Anaheim Ducks, men har endnu ikke fået debut. I stedet tørner han ud for samarbejdsholdet San Diego Gulls i AHL.
For USA var den store profil en langt mere rutineret herre. Stjernen Tage Thompson fra Buffalo Sabres scorede til 3-1 i en første periode, som USA dominerede stort og vandt 4-1.
Han gjorde det også til 5-1 i powerplay kort inde i anden periode, men derfra fik nordmændene gjort de resterende 37 minutter langt mere jævnbyrdige.
Fire minutter inde i overtiden var Thompson igen på pletten i powerplay, og dermed er USA trods alt stadig på nogenlunde sikker kurs mod kvartfinalerne med sine otte point efter fire kampe.
Norge har ét point efter fire kampe og skal finde flere sejre frem i sine sidste tre kampe, hvis holdet skal videre fra gruppe B.
Fredag gælder det Schweiz, og lørdag går det løs mod Danmark.
/ritzau/