Washington D.C., 19/07/2025 - 00:06
Trump sagsøger Murdoch og journalister for injurier efter Epstein-sag
Artikel fra Wall Street Journal om fødselsdagskort til Jeffrey Epstein har fået Trump til at indgive søgsmål.
Jonathan Ernst/Reuters
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har anlagt sag mod selskaberne Dow Jones og News Corp samt mediemogul Rupert Murdoch.
Også to journalister fra Wall Street Journal er blevet sagsøgt.
Det viser retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det har ikke været muligt at se en kopi af selve stævningen, lyder det. Det samme skriver nyhedsbureauet AFP.
News Corp er Wall Street Journals moderselskab og ejes af Rupert Murdoch. Dow Jones er et datterselskab af News Corp, som udgiver Wall Street Journal.
Sagsanlægget, som er indgivet ved en føderal domstol i Miami, handler om injurier, angreb og bagvaskelse, skriver CNN.
Det er den seneste udvikling i en sag, der trækker tråde til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein, og som plager Trump i øjeblikket.
Torsdag omtalte Wall Street Journal en fødselsdagshilsen fra Trump til Epstein.
Fødselsdagskortet indeholder ifølge mediet en formodet tegning af en nøgen kvinde. Under taljen står der med bølget skrift "Donald", hvilket ifølge Wall Street Journal skal ligne kønsbehåring.
Nederst på fødselsdagskortet står der "tillykke med fødselsdagen - og må hver dag være endnu en vidunderlig hemmelighed".
Over for Wall Street Journal har Trump afvist, at fødselsdagskortet er fra ham.
Trump har tidligere skrevet på Truth Social, at han havde advaret Wall Street Journal mod at bringe historien. Han har betegnet den som opdigtet.
Natten til fredag truede præsidenten både Wall Street Journal og ejer Rupert Murdoch med et søgsmål. Det er altså nu ifølge medier blevet til virkelighed.
Hele sagen truer i øjeblikket med at ryste fundamentet under Trumps Maga-bevægelse, skriver CNN.
Trump blev nemlig valgt på at rydde op i "sumpen", som Maga kalder det.
I 2024 sagde han under sin præsidentkampagne, at han ville overveje at frigive yderligere dokumenter om Epstein, der døde i et fængsel i 2019, mens han var anklaget for smugling af mindreårige piger til misbrug.
Ifølge Maga-bevægelsen var magtfulde demokrater med til at misbruge pigerne.
Efter at Trump blev præsident, har Maga-baglandet presset på for at få en påstået liste over Epsteins kunder offentliggjort.
Men ifølge et notat fra Trumps justitsministerium tidligere på måneden findes der ikke beviser for, at Epstein førte en kundeliste, der nævnte specifikke navne, skriver CNN.
Trump blev efterfølgende beskyldt for, at hans administration dækker over detaljer vedrørende Epsteins forbrydelser.
Fredag aften dansk tid har det amerikanske justitsministerium bedt en føderal dommer om at offentliggøre gamle vidneudsagn fra en anklagejury i sagen mod Epstein.
/ritzau/