København, 01/10/2025 - 10:27
DR skiller sig af med Sandy French som nyhedsdirektør
Sandy French har tilbudt at betale 16.000 taxakroner tilbage til DR efter undersøgelse om uberettiget taxa.
Af: /ritzau/
Sandy French er færdig som nyhedsdirektør i DR efter otte år.
Det sker, efter at mediehuset har besluttet at ændre i direktionens sammensætning, skriver DR i en pressemeddelelse.
Mediehusets nytiltrådte generaldirektør, Bjarne Corydon, forklarer det blandt andet med ændringer i direktionen som følge af en ny strategi.
I en anden pressemeddelelse fra DR lyder det dog, at Sandy Frenchs brug af taxa i en periode fra 2. august 2021 til 28. maj 2025 har indgået i DR's samlede vurdering og beslutning om "at afslutte samarbejdet nu".
DR har i september afdækket Sandy Frenchs taxakørsel efter historier i mediet Frihedsbrevet.
Her lyder konklusionen, at hun har foretaget kørsler mellem bopæl og arbejdssted på et DR-taxakort, som ikke er i overensstemmelse med DR's retningslinjer.
Derfor tilbagebetaler Sandy French 16.000 kroner til DR. Det skriver hun selv i et opslag på LinkedIn.
Her forklarer hun, at halvdelen af beløbet stammer fra en periode, hvor hun havde benet i gips som følge af en sprængt akillessene.
DR skriver også, at det ikke "har grund til at tro, at Sandy French har handlet forsætligt". Det har dog ikke ændret ved, at forholdet har indgået i beslutningen om at skille sig af med nyhedsdirektøren.
Ledende redaktionschef i DR Nyheder Kirsten Marie Svendsen konstitueres som nyhedsdirektør, indtil der er fundet en permanent afløser.
/ritzau/