København, 23/07/2025 - 10:50
Politikreds har fået 109 regnrelaterede anmeldelser
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik meldinger om vand på veje, løse kloakdæksler og oversvømmelser.
Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Onsdag morgen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtaget i alt 109 anmeldelser relateret til det kraftige regnvejr, der ramte Danmark mandag og tirsdag.
Anmeldelserne drejer sig om alt fra vand på vejen, løse kloakdæksler til oversvømmelser ved huse, lyder det i politikredsens døgnrapport.
Politistationen i Slagelse blev blandt andet også ramt af vand i nogle kælderlokaler. Det havde ingen indflydelse på politiets arbejde.
Beredskabsstyrelsen stod for at pumpe vandet ud af politiets kælder.
Især Sydsjælland og Lolland-Falster var hårdt ramt af regnen.
På Falster blev der målt over 100 millimeter regn på et døgn.
Møn, der også ligger i politikredsen, havde tirsdag eftermiddag fået 150 millimeter regn i løbet af et døgn, oplyste Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Normalt falder der 65,8 millimeter i hele juli måned.
Onsdag formiddag sætter den store mængde regn fortsat sit præg på trafikken.
Spodsbjergvej fra Maribo mod Tårs er spærret mellem Tårs og Nakskov.
Og på motorvej E47 fra Sakskøbing mod Rødby mellem Våbensted og Lysmose er der vand på vejen, og højre spor er spærret.
Længere nordpå i politikredsen advares der også om vand på vejen på Præstø Landevej mellem Hammer-Torup og Mogenstrup.
Onsdag morgen oplyste politikredsen til Ritzau, at der ikke har været anmeldelser om hændelser med personskade.
/ritzau/