Nogle Tour de France-vindere synes skabt til lige præcis den type løb. Dygtige bjergryttere med en god enkeltstart, der mentalt er i stand til at indrette hele tilværelsen på at kulminere én gang om året.

Sådan en rytter er Tadej Pogacar ikke. Sloveneren, der søndag kunne lade sig hylde som vinder af sportens største løb for fjerde gang, er så meget mere end "bare" en Tour de France-vinder.

I Pogacar har løbet fået en konge, der ikke kun er bedst i tre sommeruger i Frankrig. Han er bedst året rundt i snart sagt alle typer løb.

Han er den bedste til Flandern Rundt, til Liège-Bastogne-Liège, til Lombardiet Rundt, til Strade Bianche og til de mindre etapeløb, han vælger at kaste glans over med sin tilstedeværelse.

Og så er han regerende verdensmester, en titel, der blev hjemført i fuldkommen suveræn stil i Zürich sidste år.

Han var også god tidligere, men det seneste halvandet år har Pogacar domineret cykelverdenen i en grad, som man skal tilbage til Eddy Merckx i 1970'erne for at finde mage til, hvis magen overhovedet findes.

Det er en vigtig pointe, når man skal vurdere den konkurrence, eller mangel på samme, Pogacar har haft i Tour de France de sidste par år.

Hvis Mathieu van der Poel, Remco Evenepoel eller Mads Pedersen i topform bliver sat af, når Pogacar gasser op i et endagsløb, så prøv at følge med ham i 21 dage i træk.

Jonas Vingegaard kunne de fleste dage, men ikke alle. En dårlig opkørsel på Hautacam og en ukarakteristisk svag enkeltstart dræbte tidligt spændingen. Og det var faktisk, som om det også slukkede lidt af Pogacars glød.

Det er i hvert fald usædvanligt at se ham kaste prestigefyldte etapesejre overbord, som det skete på Mont Ventoux og La Plagne, hvor Pogacar lod udbrydere køre væk og udelukkende koncentrerede sig om Vingegaard.

Der var i det hele taget noget forandret over ham. Sammenlignet med den Pogacar, Tour de France-publikum har lært at kende, havde dette års udgave - bogstavelig talt - skruet ned for charmen.

Den kække spasmager med de store øjne og det glade fjæs forsvandt, da Pogacar kørte ned fra scenen efter holdpræsentationen i Lille, to dage før løbet begyndte.

Måske var det en forsinket markering af, at han er for gammel til at være med i kampen om ungdomstrøjen, som han vandt fire år i træk, og dermed officielt er en voksen Tour de France-rytter.

Måske forandrer han sig bare med tiden ligesom andre mennesker.

De første tegn på den voksne Pogacar dukkede allerede op i løbets første uge.

Efter at have erobret den gule førertrøje, den grønne pointtrøje og den prikkede bjergtrøje på enkeltstarten, lod han dagen efter en gruppe med Mathieu van der Poel køre væk uden at stritte imod.

Planen var åbenlyst at smide alle tre trøjer og dermed slippe for de drænende hyldestscener og de presseforpligtelser, der følger med.

Missionen "lykkedes" lige akkurat, men var ved at gå i fisk, fordi van der Poel, gik kold i udbruddet, og Vingegaards Visma-hold skruede tempoet op til sidst.

Efter etapen kritiserede Pogacar Vismas taktik, og det skulle blive et tilbagevendende tema.

I Pogacars nye voksenverden er det nemlig slut med hyggerivalisering og håndklask med Vingegaard efter en duel på bjerget. Her iscenesatte han sig selv som en rutineret vinder, der ikke var kommet for at få nye venner.

Som han konstaterede på et af sine pressemøder undervejs: 99 procent af rytterne i feltet kommer han aldrig til at tale med igen, når karrieren er forbi.

Sådan forholder det sig formentlig for langt de fleste i professionel cykling. Men i Pogacars mund lød det som en sjældent kynisk betragtning.

Det var også helt nye toner, da han efter La Plagne-etapen i fredags sagde, at han havde talt kilometerne til mål. Og at han ikke kunne vente, til løbet var overstået, så han kunne komme hjem og tænke på noget andet.

Ved den daglige podieceremoni med den gule trøje, så han mere og mere mellemfornøjet ud, som løbet skred frem. Som om han hellere ville være et andet sted end på toppen af det mest prestigefyldte cykelløb i verden.

Det kan være, at den forkølelse, der angreb ham undervejs, plagede ham mere, end han ville indrømme. En anden teori, der blev luftet i Frankrig, var, at han ganske enkelt kedede sig.

En journalist spurgte ham tilmed om netop det og fik Pogacar til at bøje hovedet og skjule ansigtet mellem hænderne. Nej, svarede han. Han var bare ualmindelig træt.

Tanken om at det keder en kreativ angrebsrytter som Pogacar at kæmpe mod den mere beregnende Vingegaard og stort set ingen andre i tre uger, virker ellers ikke helt i skoven.

Mange tv-seere har formentlig haft den følelse. Arrangementet skreg efter en, der kunne ruske lidt op i det hele.

Duellen mellem Pogacar og Vingegaard har været en gave til Tour de France. Men nu virker de to til at være en smule trætte af altid at fokusere på hinanden, vurdere hinanden, svare på spørgsmål om hinanden. Og køre mod hinanden.

Uforudsigeligheden fra de første år er væk, og det er Pogacars skyld. Eller fortjeneste, om man vil. Hans niveauløft og stabilitet de seneste 18 måneder er på samme tid imponerende og skræmmende.

Spørgsmålet er kun, hvor længe han kan holde den gående. Det handler ikke kun om muskelkraft i lårene og luft i lungerne. Det handler også om sulten efter sejrene og viljen til at æde smerten på vejen til dem.

Som han selv formulerede det en dag, elsker han stadig den "festival i lidelse", cykelsporten også er. Men han ved også, at det en dag er slut.

- Når den indre ild engang brænder ud, vil mine præstationer blive dårligere. Men lige nu er jeg på det højeste niveau, jeg har været. Jeg vil fastholde det, så længe jeg kan.

/ritzau/