København, 30/05/2025 - 17:54
Ulykkesbilist fra Liverpool skal først for retten i august
Et indledende retsmøde resulterede i, at den formodede attentatmand fra Liverpool fortsat skal være fængslet.
Julia Quenzler/Reuters
Af: /ritzau/
Ikke før 14. august bliver vi klogere på, hvordan den 53-årige mand, der mistænkes for at været kørt ind i en folkemængde i den engelske by Liverpool, stiller sig til de sigtelser, der foreligger mod ham.
Ved et retsmøde i Liverpool Crown Court torsdag blev han ifølge AFP præsenteret for de syv lovovertrædelser, som politiet mener, at han er skyldig i.
Blandt dem finder man to tilfælde af forsætlig legemsbeskadigelse og to tilfælde af alvorlig forsætlig legemsbeskadigelse.
Den anklagede bekræftede kun sit navn og sin fødselsdag, men ellers forholdt han sig ikke til anklagerne.
Det skal han først 14. august, hvor der bliver afholdt et retsmøde om skyldsspørgsmålet.
Hvis han ikke erkender sig skyldig her, vil den egentlige retssag skulle begynde 24. november.
79 mennesker kom til skade i forbindelse med ulykken, der skete under festlighederne oven på fodboldklubben Liverpool FC's fejring af, at de vandt det engelske mesterskab i den netop overståede sæson.
I forbindelse med klubbens sejrsparade kørte den anklagede sin Ford Galaxy Titanium ind i menneskemængden og stoppede ikke, umiddelbart efter at han ramte de første tilskuere.
Politiet er fortsat i gang med at klarlægge præcis, hvad der skete i forbindelse med ulykken.
Derfor kan det være, at der kommer flere sigtelser oven i dem, der allerede blev nævnt i retten.
/ritzau/ AFP