Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/08/2025 - 06:00

Anmeldere gik skuffede hjem fra ensformig Ed Sheeran-koncert

Det er ikke mange stjerner, som Ed Sheeran høster hos de danske anmeldere efter sin åbningskoncert torsdag.

Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ed Sheerans åbningskoncert torsdag aften i Tårnby var en ganske sløj omgang, mener anmelderne.

Den mere end to timer lange koncert var alt for ensformig, skriver Jyllands-Posten. Ensformigheden blev lammende.

- Ja, Ed Sheeran er en dygtig musiker, og det var imponerende, at han - med sofistikerede loops - kunne få så meget lyd ud af sin guitar. Men med tiden lukkede udtrykket sig om sig selv, det blev for repetitivt. Ja, det var som at have lektier for, skriver anmelderen, som giver tre stjerner.

Den britiske singer-songwriter vækker heller ikke begejstring hos B.T., hvor han også får tre stjerner, mens Ekstra Bladet kun har givet to.

Torsdagens koncert var den første af fire i Øresundsparken. 180.000 mennesker har købt billet - dansk publikumsrekord.

Men åbningskoncerten blev en gedigen skuffelse, mener Ekstra Bladet.

- Stemningen var i lange perioder lige så flad som sangene, og ørehængerne "Azizam" og "Shape of You" blev mod slut aldrig mere end små bump på vej til udgangene, skriver avisens anmelder.

Også i B. T.s anmeldelse bliver det bemærket, at koncerten var en halvkedelig affære. Den 34-årige popstjerne fik ikke rigtigt fat i publikum.

Briten var i godt humør, men han virkede til at køre koncerten på rutinen, lyder det.

- Det var generelt svært at mærke verdensstjernen, der sjældent nåede helt ud på de omkringstående tribuner. Jeg havde forventet en kæmpe folkefest, når Ed Sheeran er i byen, men det meste af tiden stod man bare og gloede, skriver anmelderen.

De fire koncerter i Øresundsparken spiller Ed Sheeran i rap, så igen fredag, lørdag og søndag kommer mange tusinder til at valfarte til Tårnby.

Ed Sheeran fik sit gennembrud i 2011 med sit debutalbum, "+", hvor især sangen "The A Team" hittede.

Siden har haft succes med sange som "Perfect", "Photograph" og "Bad Habits".

/ritzau/

København, 02/09/2025 - 18:35

Amerikansk filmselskab skal lave en "Call of Duty"-film

Dado Ruvic/Reuters

Paramount har indgået en aftale med Activision om at udvikle en film baseret på det populære skydespil.

Det amerikanske filmselskab Paramount har indgået en aftale med spilselskabet Activision Blizzard om at lave en film baseret på skydespillet "Call of Duty".

Det skriver Variety.

Det er ikke blevet oplyst, hvor meget aftalen er værd, skriver mediet.

Som udgangspunkt skal Paramount udvikle, producere og distribuere en realfilm baseret på "Call of Duty"-universet.

Kilder fortæller til Variety, at aftalen også indeholder en mulighed for, at aftalen kan udvides, så Paramount for eksempel kan lave en tv-serie baseret på det populære skydespil.

- Som en livslang fan af "Call of Duty" er det en drøm, der går i opfyldelse. Jeg kan love, at vi er fast besluttede på vores mission om at levere en filmoplevelse, der hylder arven fra dette enestående brand, siger den administrerende direktør i Paramount, David Ellison, i en pressemeddelelse ifølge CNBC.

Flere store video- og onlinespil er på det seneste blevet filmatiseret i USA.

Det gælder blandt "A Minecraft Movie", der havde premiere i foråret.

Filmen blev en stor succes i de danske biografer, hvor 78.878 danskere indløste billet til filmen i åbningsweekenden. Det var på daværende tidspunkt den bedste åbningsweekend i 2025.

Også spil som "Mortal Kombat", "Sonic The Hedgehog" og "Super Mario Bros." er blevet til film i de seneste år.

"Call of Duty" er blandt de mest populære videospil nogensinde og har solgt over 500 millioner kopier på verdensplan.

Der er udgivet 23 spil i "Call of Duty"-serien. Det første spil udkom i 2003.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/09/2025 - 18:15

Amerikansk filmselskab skal lave en "Call of Duty"-film

Paramount har indgået en aftale med Activision om at udvikle en film baseret på det populære skydespil.

Det amerikanske filmselskab Paramount har indgået en aftale med spilselskabet Activision Blizzard om at lave en film baseret på skydespillet "Call of Duty".

Det skriver Variety.

Det er ikke blevet oplyst, hvor meget aftalen er værd, skriver mediet.

Som udgangspunkt skal Paramount udvikle, producere og distribuere en realfilm baseret på "Call of Duty"-universet.

Kilder fortæller til Variety, at aftalen også indeholder en mulighed for, at aftalen kan udvides, så Paramount for eksempel kan lave en tv-serie baseret på det populære skydespil.

- Som en livslang fan af "Call of Duty" er det en drøm, der går i opfyldelse. Jeg kan love, at vi er fast besluttede på vores mission om at levere en filmoplevelse, der hylder arven fra dette enestående brand, siger den administrerende direktør i Paramount, David Ellison, i en pressemeddelelse ifølge CNBC.

"Call of Duty" er blandt de mest populære videospil nogensinde og har solgt over 500 millioner kopier på verdensplan.

Der er udgivet 23 spil i "Call of Duty"-serien.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/09/2025 - 10:00

FAKTA: Husk at faktatjekke AI

* Bed AI-værktøjet om at komme med kildehenvisninger. Kommer teksten for eksempel fra producenten af et produkt, eller er det uvildig information?

* Tjek fravalg - det kan du selv bede AI-værktøjet om. På den måde får du et mere komplet billede af anbefalingerne.

* Undlad at skrive følsomme oplysninger i dine prompts. Angiv ikke flere oplysninger om dig selv end højst nødvendigt.

* Faktatjek ved at svare igen. Du kan for eksempel skrive: Det tror jeg ikke på. Dobbelttjek dit svar.

* Vær opmærksom på, at AI kan hallucinere. Der kan forekomme svar, der er usande, unøjagtige eller ude af kontekst.

Kilde: Peter Grønlund Holm, Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/09/2025 - 10:00

Sådan bruger du kunstig intelligens som din nye shoppingmakker

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere forbrugere ser AI som en genvej til hurtigere og klogere valg, når de handler online. Her får du en guide til at lade AI-værktøjer hjælpe dig på vej.

Den digitale jagt på en ny mobiltelefon eller den kommende kaffemaskine får mange til at alliere sig med kunstig intelligens - også kendt som AI.

Faktisk viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, at 40 procent af de adspurgte bruger AI-værktøjer som ChatGPT, når de handler på nettet.

Og for unge er det mere end halvdelen, der får hjælp af AI til at finde gode priser, relevante produkter og anmeldelser.

Carsten Rose Lundberg, der er branchedirektør for digital handel i Dansk Erhverv, kalder teknologien "et rigtig godt værktøj på kunderejsen", der hjælper dig som forbruger på vej.

- Du kan stille nogle meget brede spørgsmål, hvor du tidligere har skullet dele det op. Det er der mange, der har taget til sig, siger han og fortsætter:

- Det bliver immervæk noget nemmere og hurtigere, når du kan spørge i lægmandssprog og faktisk få et ret fyldestgørende svar.

Ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse anvender forbrugerne i høj grad AI som et informations- og beslutningsværktøj i købsprocessen i forbindelse med onlinekøb.

Nogle af de mest anvendte funktioner er at tilegne sig produktviden, finde en leverandør og undersøge priser.

Carsten Rose Lundberg peger på, at AI-værktøjer kan være med til at kvalificere, hvad du skal købe.

- Vores undersøgelse viser også, at det faktisk er 90 procent af dem, der siger, at de har brugt det, som får et relevant svar tilbage, siger branchedirektøren.

Hvis du skal have mest muligt ud af AI-værktøjer, når du handler, skal du holde spørgsmål om forskellige produkter i forskellige samtaletråde.

Det siger Jacob Blæsbjerg, der er vært på YouTube-kanalen "The Morning Show", hvor han rådgiver om online kommunikation, strategi og salg blandt andet med fokus på AI.

- Hvis du først har kigget på en ny cykel og dernæst vil søge efter en vaskemaskine, så skal du starte en ny tråd op. Så blander AI-værktøjet ikke produkterne sammen. På den måde får du det optimale ud af det, siger Jacob Blæsbjerg.

Han forklarer også, at jo mere du bruger værktøjet, jo klogere bliver det også på dine præferencer.

- Nogle foretrækker billedsprog, mens andre bare skal have rene fakta, og det indlærer den kunstige intelligens med tiden, siger han.

Sørg også for at bruge lidt tid på at formulere din prompt. Prompten er instruktionen, spørgsmålet eller kommandoen, som du giver til en AI-model for at opnå et specifikt resultat.

Jo mere præcise prompts, desto bedre svar vil du få, forklarer Jacob Blæsbjerg.

- Gennem en præcis dialog med den kunstige intelligens kan du få afklaret dine behov og specifikke præferencer, siger han og uddyber:

- AI kan dog hallucinere, så hvis noget har afgørende betydning, er det altid godt at dobbelttjekke det.

Siger han med henvisning til, når kunstig intelligens leverer et svar, der lyder overbevisende, men som ikke er korrekt.

Dansk Erhvervs analyse viser, at vi generelt er en anelse utrygge ved at lade AI komme med købsanbefalinger. Men jo oftere, vi prøver det, desto mere stiger trygheden.

Branchedirektør Carsten Rose Lundberg vurderer, at brugen af AI som søgeredskab og købsværktøj kun vil stige i fremtiden.

- Bevarer du en sund skepsis, er kildekritisk og eventuelt dobbelttjekker de svar, du får, så kan du sagtens kaste dig ud i at bruge det, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek