Washington D.C., 05/05/2025 - 03:24
Trump overvejer vicestabschef som sikkerhedsrådgiver efter Waltz
Stephen Miller har "nærmest allerede indirekte" jobbet som national sikkerhedsrådgiver, siger Trump.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, overvejer at udnævne sin vicestabschef, Stephen Miller, som national sikkerhedsrådgiver efter Mike Waltz.
Det siger Trump søndag om bord på Air Force One ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han siger desuden, at han forventer, at posten vil blive udfyldt inden for omkring seks måneder, og at det kan blive Miller.
- Jeg tror, at han nærmest allerede indirekte har jobbet. For han har meget at sige om mange ting. Han er en værdifuld person i administrationen, siger Trump.
Unavngivne embedsmænd i Det Hvide Hus forventer ikke, at Trump har travlt med at besætte posten permanent, siger de til Reuters.
Men Trump "kommer til at udnævne nogen", siger han.
Torsdag lød det fra Trump, at Mike Waltz nomineres som USA's kommende FN-ambassadør, og Waltz dermed må forlade sin post som national sikkerhedsrådgiver.
Samtidig udnævnte Trump udenrigsminister Marco Rubio som fungerende national sikkerhedsrådgiver.
Posten går ud på at koordinere udenrigspolitikken på tværs af Trump-administrationen.
Waltz har den seneste tid været udsat for stor kritik, da det kom frem, at yderst fortrolige oplysninger om et forestående amerikansk angreb på de militante houthier i Yemen var blevet delt i en chat i den kommercielle Signal-app.
Blandt deltagerne i chatten var netop Waltz samt USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, og vicepræsident J.D. Vance.
Chefredaktøren for det amerikanske medie The Atlantic, Jeffrey Goldberg, blev også tilføjet til chatten. Efterfølgende fortalte Goldberg om indholdet i chatten i The Atlantic.
Mike Waltz har påtaget sig ansvaret for fejlen. Det var angiveligt ham, der oprettede beskedgruppen og tilføjede den amerikanske chefredaktør.
Trump har i offentligheden bakket op om Waltz, men har altså nu givet ham en anden post.
/ritzau/