København, 01/09/2025 - 10:43
Det var ikke ulovligt da Jyske Bank indførte negative renter
Sø- og Handelsretten har afgjort, at det ikke var i strid med loven, da Jyske Bank indførte negative renter.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det var lovligt, da Jyske Bank i 2019 indførte negative renter for kunder i banken.
Det har Sø- og Handelsretten afgjort, fremgår det af en dom, der er offentliggjort mandag.
Det er Forbrugerombudsmanden, der har stævnet banken. Forbrugerombudsmanden mente ikke, at der i bankens aftalevilkår var grundlag for at indføre negative renter, og at det var i strid med god forretningsskik.
I sagen er Jyske Bank blandt andet blevet frifundet for påstande om, at det var i strid med lovgivningen at indføre og opkræve negative renter.
Banken er også blevet frifundet for påstande om, at det var i strid med hjemmel i bankens aftaler, da der blev indført negative renter.
Dog skal Jyske Bank anerkende, at vilkår om ikke at tilskrive privatkunder rentebeløb under en vis størrelse var ugyldige, fremgår det af et resumé af dommen fra Sø- og Handelsretten.
Jyske Bank er blevet frifundet for seks påstande i sagen, mens Forbrugerombudsmanden har fået medhold i to påstande.
Altså anses Jyske Bank for at have fået mest medhold i sagen.
- Det er en kompliceret og principiel sag, der potentielt kunne få betydning for hele banksektoren. Helt fra start har vi ment, at vi handlede korrekt og havde ret til at opkræve negative renter - både forretningsmæssigt og juridisk, siger bankens juridiske direktør Martin Skovsted-Nielsen i en skriftlig udtalelse til Ritzau.
- Vi er derfor meget tilfredse og lettede over, at vi i dag har fået medhold i de væsentlige forhold i sagen.
Sagen omhandlede ikke lønkonti og almindelige opsparingskonti, men 11 andre typer indlånskonti. Forbrugerombudsmanden har tidligere oplyst, at sagen handlede om konti, som det typisk var svært for kunderne at flytte penge fra.
Jyske Bank var den første danske bank til at indføre negative renter tilbage i 2019, da renten nåede et usædvanligt lavpunkt.
Siden fulgte flere banker trop.
Forbrugerombudsmanden har omtalt denne sag som principiel.
I dommen fremgår det også, at Forbrugerombudsmanden skal betale sagens omkostninger, der er på en million kroner.
Der er mulighed for at anke sagen, så det er ikke sikkert, at sidste punktum i sagen er sat.
/ritzau/