Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brøndby, 21/04/2025 - 18:08

Nartey sparker Brøndby ind i guldkampen med overtidsmål

I syv minutters overtid blev Noah Nartey helten for Brøndby med målet til 4-3 mod Randers' ti mand.

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Indtil 97. minut lignede det, at Brøndby for anden kamp i træk måtte nøjes med uafgjort. Så sendte indskiftede Noah Nartey et fladt langskud ind, fik stadion til at få amok og rykkede Brøndby helt ind i Superligaens guldkamp.

Med sejren på 4-3 over Randers i et medrivende drama, hvor kronjyderne midtvejs i anden halvleg blev reduceret til ti mand, er Brøndby nu kun et point efter FC København og tre efter FC Midtjylland.

Begge de klubber har dog en kamp til gode. Randers ligger nummer fire med fem point op til Brøndby i mesterskabsspillet.

Brøndbys bagkæde var dårligt afstemt i kampens indledning, og det straffede gæsterne hurtigt.

Efter bare fire minutter gled Randers igennem, og inde foran mål fik Sean Klaiber hårdt presset prikket bolden i eget net.

Kronjyderne var klart bedst i det første kvarter. Stille og roligt fandt Frederik Birks tropper fodfæste. Nicolai Vallys og Yuito Suzuki blev mere og mere involveret, og pludselig sad hjemmeholdet på det hele.

Efter en længere periode med dominans kom belønningen ti minutter før pause. Et godt opspil endte hos topscorer Mathias Kvistgaarden, som med en tåhyler fik udlignet.

Glæden blev kort. Første gang i nærmest 25 minutter, Randers var i nærheden af Brøndby-feltet, tog den tidligere Brøndby-spiller Mathias Greve chancen fra kanten af feltet og passerede Patrick Pentz.

En kold dukkert for Brøndby, som dog i sidste sekund før pause sendte en endnu koldere spand vand i hovedet på gæsterne.

Oliver Olsen undervurderede Suzukis hurtighed og kom i stedet til at prikke bolden ind foran eget mål i en duel. Her stod Kvistgaarden klar med sin anden udligning på ti minutter.

Første halvleg var voldsomt underholdende, men begge hold havde mere i posen.

Efter en lige start på anden halvleg var det efter en times spil Brøndbys tur til at komme i front. Yuito Suzuki blev nedlagt i feltet efter et flot opspil, og fra pletten eksekverede han selv.

Det blev startskuddet til fem vilde minutter. To minutter efter 3-2-målet kanonerede Nikolas Dyhr bolden ind til 3-3 i modsatte ende med et tordendrøn.

Randers var effektive, når selv små chancer bød sig. Kronjyderne havde 0,27 i expected goals, da man på måltavlen stod noteret for tre træffere.

Tre minutter efter udligningen dummede angriber Norman Campbell sig. Han gik unødvendigt hårdt ind i en duel og ramte en modstander med armen i ansigtet. Det gav det andet gule kort og dermed marchordre samt et stort overtag til Brøndby.

De blågule pressede og pressede i resten af opgøret, men Randers forsvarede sig med næb og klør.

Det så ud til at sikre dem et hårdt tilkæmpet point, indtil Noah Nartey med et fladt, velplaceret skud fik Brøndby Stadion til at eksplodere i jubel.

/ritzau/

København, 23/04/2025 - 22:35

Anmeldere kalder film om mandlig seksualitet for en sand ener

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kærlighedsdramaet "Sauna" er en unik skildring af mandlig seksualitet og tager seeren ind i et lukket miljø.

Filmen "Sauna" skildrer en anderledes kærlighedsfortælling og høster store roser fra en stribe anmeldere.

Kærlighedsdramaet, der har premiere torsdag, handler om to mænds forelskelse i hinanden.

Filmen trækker seeren helt med ind i et miljø, der sjældent skildres på biograflærredet. Det skriver Berlingskes anmelder.

- Bøsse- og transmiljøet, som det også udspiller sig i København – filmet on location. Det lykkes den overrumplende godt med, lyder det i Berlingske, der giver fem ud af seks stjerner.

"Sauna" er en filmatisering af Mads Ananda Lodahls roman af samme navn.

Homoseksuelle Johan, der spilles af Magnus Juhl Andersen, forelsker sig i den transkønnede mand William, der spilles af Nina Rask.

Kærligheden mellem de to er dog langtfra en dans på roser. Transkønnede William kan ikke lukkes ind i Johans omgangskreds af ligesindede, fordi han er født som kvinde.

Ud over at fortælle en historie om kærlighed, undersøger filmen samfundets seksuelle normer, mener Kristeligt Dagblads anmelder.

- Den viser, hvordan visse miljøer – selv minoritetsmiljøer, der måske burde være åbne og inkluderende – alligevel ikke er det, skriver avisen, der tildeler "Sauna" fire stjerner.

De to hovedrolleindehavere "suger publikum til sig og helt ind i klaustrofobien", skriver Politikens anmelder, der kvitterer med fem af seks hjerter.

- Sjældent har jeg set det grundtema spillet med så naturlig en indlevelse og instrueret med så musikalsk en kontakt med det improviserede. I nogen film og i særdeleshed i en dansk film.

Bag filmen står instruktøren Mathias Broe, der med "Sauna" debuterer som filminstruktør.

Den debut slipper Broe ualmindeligt godt fra, mener Soundvenues anmelder, der sender fire af seks stjerner i filmens retning.

- "Sauna" vil stå tilbage som en stærk debut og som en sand ener på den danske filmscene med sin unikke skildring af mandlig seksualitet, lyder det i Soundvenue.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/04/2025 - 15:20

Højesteret afgør om to uger Jes Dorphs klage over advokat

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jes Dorph klagede over advokat efter undersøgelse om krænkelser. Højesteret kommer med afgørelse om to uger.

Det fik store konsekvenser for tv-vært Jes Dorph-Petersen, da advokat Yvonne Frederiksen i slutningen af 2020 var klar med en undersøgelse af krænkelser på tv-stationen TV 2.

Han blev pillet af skærmen og mistede jobbet som vært på tv-programmet "Go' aften Live".

Onsdag sad Jes Dorph-Petersen med sin kæreste ved sin side på tilhørerrækkerne i Højesteret. Nogle meter derfra sad advokat Yvonne Frederiksen.

Det er hende og hendes undersøgelse, der er centrum for sagen i Højesteret.

Advokatnævnet mener, at hun brød god advokatskik og tildelte hende en bøde på 20.000 kroner, som blev blåstemplet af Østre Landsret.

Men Yvonne Frederiksen, der er fra advokatfirmaet Norrbom Vinding, ankede til Højesteret, hvor hendes advokat onsdag langede ud efter Advokatnævnet, som ifølge ham har begået "massive fejl".

- Der er intet her, der påviser nogen fejl fra Yvonne Frederiksens side og slet ikke af en vis grovhed, sagde Ole Spiermann, der er fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle.

Da landsretten stadfæstede Advokatnævnets afgørelse, blev det vurderet, at Yvonne Frederiksen ikke oplyste Jes Dorph om, hvilken lovgivning og retspraksis hun baserede sin vurdering af sagen på.

Og netop de oplysninger var relevante for Jes Dorph, for at han kunne varetage sine interesser, lød dommen, og samme toner lyder fra Advokatnævnets advokat, Martin Simonsen.

- At der var meget på spil for Jes Dorph, kan ingen være i tvivl om. Det har Yvonne Frederiksen været klar over. Han var Mr. News, sagde Martin Simonsen onsdag.

Ole Spiermann mener, at nævnet har efterlyst lovgivning, der ikke eksisterer. Han anfægter, at der var behov flere oplysninger om lovgivningen, og ifølge ham var det heller ikke en del af tv-værtens klage.

- Forklaringen er, at ingen - heller ikke Jes Dorph-Petersen eller hans advokat - havde behov for at vide mere om juraen, siger han.

Han henviser også til, at Jes Dorph havde advokat Mette Grith Stage ved sin side, da han blev orienteret om konklusionen på undersøgelsen.

I forbindelse med undersøgelsen fortalte to tidligere praktikanter om episoder i henholdsvis 2001 og 2003, hvor Jes Dorph ifølge dem havde opført sig krænkende.

Den ene praktikant skal han i 2001 have begået et seksuelt overgreb mod. Det afviser han.

I 2003 befamlede han en anden praktikant, blev afvist og opfordrede siden to gange til noget seksuelt. Det har han siden beklaget og fortalt, at han ikke vidste, at hun følte sig krænket.

Yvonne Frederiksen burde ifølge Advokatnævnet også have beskæftiget sig mere med de juridiske problemstillinger, som var forbundet med, at krænkelserne skulle være foregået så langt tilbage.

- Yvonne Frederiksen skulle have fortalt Jes Dorph, hvad det betød for bevisstyrkekravet, at der var tale om så gamle forhold, så han fik et ordentligt grundlag for at gå videre, siger Martin Simonsen.

Også på det punkt er parterne rygende uenige. Ole Spiermann fremhæver blandt andet, at Yvonne Frederiksen har vurderet, at der også i 2020 var et sagligt grundlag for at opsige Jes Dorph.

Højesteret bruger nu to uger på at tygge på argumenterne.

Dommen afsiges 7. maj klokken 12.

Jes Dorph-Petersen har i en særskilt sag sagsøgt Yvonne Frederiksen med krav om en erstatning på knap to millioner kroner. I marts afviste Østre Landsret dog at give erstatning. Yvonne Frederiksen handlede ikke ansvarspådragende.

Den dom har han anket til Højesteret, der på et senere tidspunkt skal vurdere den sag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/04/2025 - 08:00

FAKTA: Hold knivene skarpe

* Sløve knive kan være farlige i køkkenet. Derfor er det en god idé løbende at holde dem skarpe.

* Du kan fra tid til anden tage alle dine store knive med hen til en skærsliber og få dem slebet.

* Det mest fordelagtige er dog at slibe dem i hverdagen - gerne hver gang du skal bruge dem.

* Gør det derfor gerne til en vane at bruge et strygestål i det daglige.

Kilde: Thomas Rønsch Toftdahl, kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/04/2025 - 08:00

Undgå ulykker med køkkenkniven når du kokkerer

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alt fra tørre hænder til den rette opbevaring hjælper med at forebygge blodige uheld med skarpe knive i køkkenet.

Spidsen af tommelfingeren skal nødig rulle hen ad skærebrættet sammen med agurkeskiverne, når du hakker en frisk salat til aftensmaden.

Selv om der altid vil være en risiko forbundet med at håndtere skarpe køkkenknive, kan du gøre en del for at forebygge ulykker.

Først og fremmest er det vigtigt, at du har et godt greb om kniven, siger kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

- Den hånd, du bruger til kniven, skal være helt tør. Derfor anbefaler jeg, at du altid har et tørt og rent viskestykke til at tørre hænderne i, så du undgår, at kniven glider ud af hånden på dig. For det er farligt, siger han.

Vær samtidig opmærksom på, hvordan du gebærder dig med kniven. Sving aldrig med den, eller lav hurtige bevægelser, og går du rundt med den, så sørg for, at spidsen ikke vender frem foran dig.

Er der andre i køkkenet sammen med dig - for eksempel børn - er det en god idé at have et bestemt sted, hvor du lægger kniven eller knivene under madlavningen.

- Jeg bruger selv meget kokkeagtigt et viskestykke, som jeg folder sammen på køkkenbordet. Her lægger jeg mine knive, og her ved min søn, at han skal passe på, fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, der på samme vis altid samler urteknive og kartoffelskrællere i en skål på bordet.

Din opbevaring af knivene, når du ikke bruger dem, spiller også ind på sikkerheden. Thomas Rønsch Toftdahl fraråder, at du har de store køkkenknive liggende i en køkkenskuffe, hvor for eksempel børn risikerer at stikke hånden ned og skære sig. Selv har han sine knive hængende på en magnetskinne på væggen.

- I køkkener, hvor man ikke har verdens bedste udsugning, bliver skinnerne nemt fedtet til, og derfor skal man være opmærksom på at holde dem rene, så knivene ikke pludselig falder ned, siger han.

Knivblokke er ifølge ham ikke nogen god løsning, fordi knivene bliver sløve af glide mod træet, hver gang de sættes i og tages ud. Og sløve knive udgør en sikkerhedsrisiko.

- Når en kniv ikke er skarp, har man en tendens til at være hårdere ved den og bruge ekstra kræfter, når man bruger den, siger Thomas Rønsch Toftdahl og forklarer, at voldsommere bevægelser øger risikoen for, at kniven smutter.

Han fraråder i øvrigt, at du putter knivene i opvaskemaskinen, da det både sløver knivene og med tiden fører til, at de ruster indvendigt og derfor risikerer at knække.

Er uheldet ude, og du skærer dig voldsomt, dækker din ulykkesforsikring, hvis du får varige men. Det fortæller Anne Garde Slothuus som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Hvis man for eksempel får skåret en finger helt eller delvist af, er man som udgangspunkt dækket af ulykkesforsikringen, medmindre der er et eller andet, der taler for, at man har gjort det med vilje, siger hun og råder dig til ikke at vente for længe med at kontakte dit forsikringsselskab, hvis du er kommet til skade.

- Det behøver selvfølgelig ikke ske i det øjeblik, du står med blodet dryppende ned ad hånden, men det skal bare gøres så hurtigt som muligt, siger Anne Garde Slothuus.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek