Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

13/08/2024 - 12:00

Få flere grøntsager i skrutten med professorens energigrød

Et halvt kilo blendede grøntsager til morgenmad holder din mave i balance, lyder budskabet i ny bog om hypet grød.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Dine tarme kalder på grove grøntsager, viser forskning. Men hvordan sørger du for at få nok af dem indenbords?

En metode kan være at gøre som professor Oluf Borbye Pedersen, der stort set hver eneste morgen siden 1987 har indtaget 500 gram blendet grønt toppet med nødder og bær.

Hans rutine har de seneste år gået landet rundt og er nu omdrejningspunktet i den nye bog "Professorens grønne energigrød", der er skrevet i samarbejde med Mette Mølbak. Hun er madredaktør på Politiken og sværger selv til den grønne vane.

- Den grønne energigrød er sådan set bare et hack til at få alle de gode grøntsager, som kroppen har godt af. Det er en nem måde at få det gjort på ved at gøre det til en morgenrutine. Det skaber et stærkt udgangspunkt for resten af dagen, siger Mette Mølbak.

De grove grøntsager som for eksempel broccoli og kål er fyldt med fibre, som gør god gavn i maven. Fibrene er nemlig guf for tarmbakterierne, der bruger dem som energikilde. Det fortæller Martin Frederik Laursen, der er lektor ved Forskningsgruppen for Tarmbakterier og Sundhed ved Danmarks Tekniske Universitet.

- Kostfibre er noget af det allervigtigste i forhold til at stimulere væksten af gavnlige bakterier, der producerer stoffer i tarmen, som interagerer med kroppens celler. Og det kan muligvis være med til at nedsætte risikoen for at udvikle en lang række sygdomme, fortæller han.

Stofferne, som tarmbakterierne danner, påvirker alle kroppens organer og dermed også immunsystemet.

- Primært handler det om at sørge for, at man har en tarmbakteriesammensætning, som vi ved, ikke er associeret med sygdom. Og noget, som vi ved, påvirker tarmbakterierne, er, hvad vi spiser, siger Martin Frederik Laursen og fortsætter:

- Alle former for grove grøntsager og fuldkornsprodukter er supergodt.

Variation af grøntsager er dog vigtigt, så din mave får en masse forskelligt at arbejde med. Og her er den grønne grød smart, mener Mette Mølbak – især hvis du køber grønt efter sæson.

- Det er et rigtig godt udgangspunkt for at sørge for, at man får alle de her forskellige grøntsager, bær og nødder, siger hun.

Når du går i gang, kan det dog godt være lidt overvældende at spise et halvt kilo grønt grød som det første om morgenen.

- Måske skal man begynde med at lave en halv portion for at se, hvordan det fungerer, og så er det vigtigt at give sig tid til at finde en smagsvariant, man godt kan lide, så bliver det nemmere at holde rutinen, lyder det fra Mette Mølbak.

Vanen bliver i øvrigt nemmere at holde, hvis du forbereder grøntsagerne på forhånd. Det kan du gøre ved, at du hver aften gør ingredienserne klar og lægger dem i en boks i køleskabet, så du bare skal blende dem om morgenen.

- Husk også at skylle kanden med det samme, når du har blendet. Ellers tørrer det grønne snask ind og gør kanden umulig at rengøre. Det letter også opgaven i en travl hverdag, siger Mette Mølbak.

Det kan helt sikkert mærkes på din pengepung, at du mæsker 500 gram grøntsager i dig hver eneste morgenstund. For at holde udgifterne nede anbefaler Mette Mølbak, at du køber ind efter sæsonen og gemmer overskydende grønt fra aftenmadlavningen.

Du kan også lave en stor omgang grød en gang om ugen og fryse den ned i små portioner, så du undgår, at grøntsagerne ligger i køleskabet og bliver dårlige.

Men i sidste ende kan det betale sig at bruge lidt ekstra mønter på broccoli, grønkål og gulerødder, lyder budskabet fra Mette Mølbak.

- Se det som en investering i dig selv. Rigtig mange bruger penge på to go-kaffe og croissanter, der dybest set ikke gør noget godt for kroppen, men det, du bruger på grøntsager, bliver i den grad opvejet af den sundhedsmæssige effekt, du får ved at spise dem.

/ritzau fokus/

København, 09/05/2025 - 21:10

Tre unge mænd overraskede Lise-Lotte Lohmann i Forræder

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

69-årige Lise-Lotte Lohmann er med i "Forræder", og det kommer bag på hende, at det er tre mænd i 20'erne, hun har det særligt godt med på slottet.

Da Lise-Lotte Lohmann flyttede ind på Forræder-slottet, tog hun det helt roligt.

Den 69-årige skuespiller og entertainer har prøvet lidt af hvert, og der skal derfor meget til at få hende op at køre.

Når hun nu ser tilbage på sin oplevelse, er det derfor ikke spillet, men mødet med de andre deltagere, hun fremhæver. Og her var der tre, der gjorde et særligt stort indtryk på hende.

- De der drenge: Nicky, Ali og Havshen. Dem elsker jeg. De var så søde, siger hun om den 27-årige koreograf Nicky Andersen, den 24-årige street-fodboldspiller Ali Jassem og den 29-årige podcastvært Havshen Nabaz.

- Jeg er ikke overrasket over, at jeg havde det godt med de andre, men jeg er måske overrasket over, at det lige var de tre, siger Lise-Lotte Lohmann.

Med sine 69 år er Lise-Lotte Lohmann Forræder-sæsonens næstældste deltager. Hun er kun overgået af den tidligere jægersoldat og folketingspolitiker Helge Adam Møller på 82 år.

I programmet stiftede Lise-Lotte Lohmann også gode bekendtskaber med forfatter Thomas Korsgaard og den tidligere Vild med dans-vært Sarah Grünewald.

- Og det er det. Mere får man jo ikke. Det er endda mange ud af den gruppe, mener Lise-Lotte Lohmann.

Selv om hun socialt havde det så godt med flere af de yngre deltager, kunne hun også tydeligt mærke forskellene på generationerne i sæsonens Forræder-deltagere.

- Det er klart, at jeg er i en helt anden situation, end alle de unge er, siger hun og konstaterer:

- Det, der kan få dem op i gear, gør jo ikke det samme ved mig.

Den autodidakte skuespiller har tidligere været sangerinde på Bakken i Klampenborg.

Hun medvirkede i 90'erne i filmene "Den store badedag" og "Den blå munk".

I 2003 var hun også med i tv-programmet "Big Brother V.I.P." sammen med blandt andre en ung Morten Messerschmidt, der i dag er formand for Dansk Folkeparti.

- Så der skal virkelig meget til, at jeg får den der: "Wow!". Men jeg synes, det var sjovt at være med i "Forræder", siger hun.

Nu, hvor det populære underholdningsprogram ruller over skærmene, kan hun dog godt være lidt bekymret for, hvad hun undervejs har fået sagt.

- Når man er oppe og snakke direkte til kameraet, kan man jo nå at få sagt meget vrøvl. Det kunne jeg da godt forestille mig, at jeg har, siger hun og indrømmer:

- Jeg kan ikke huske det.

"Forræder" kan ses hver fredag på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2025 - 13:05

Dansk vært: Mor til et uventet mirakel

Christina Jensen/PR-foto/Ritzau Scanpix

Podcastværten Sandie Westh og hendes mand, Mikkel Skouborg, har fået en lille pige.

Med maj måneds komme er podcastværten Sandie Westh og hendes mand, Mikkel Skouborg, blevet forældre til en lille pige.

Det afslører Sandie Westh i et opslag delt på Instagram.

- Sig hej til Vigga, som landede hos os i onsdags. Storebror er ekstatisk. Mikkel og jeg er lettede over, at det er overstået, og taknemmelige for, at vi endnu en gang fik lov til at tage vores barn med hjem. Hvilken vanvittig lykke. Hun er helt vidunderlig.

Sandie Westh annoncerede graviditeten over for sine følgere på det sociale medie Instagram tilbage i december.

- Der er dumpet et meget uventet mirakel ned i vores lille hjem, skrev hun i opslaget.

- Hvis alt går vel, så melder lillesøster sin ankomst engang til foråret, og jeg kan slet ikke forstå, at vi får lov til forhåbentlig at opleve det her. Alt er med forbehold, når man har oplevet det, vi har, men lykken tvinger sig igennem, fordi den føles så insisterende.

Sandie Westh og Mikkel Skouborg mistede i 2021 deres første datter, Vilma, 55 minutter efter hun blev født.

I sommeren 2022 blev parret forældre til sønnen Walther, som nu er blevet storebror.

Sandie Westh står blandt andet bag podcasten "Sorgens stemmer".

Her har hun i hver episode besøg af en gæst, og sammen taler de om sorg og tab og reflekterer over, hvordan man lever videre med den.

- Det har gjort en kæmpe forskel for mig at tale om min sorg. Da min søster døde i 2007, lærte jeg hurtigt, at der var mange, som blev ukomfortable, når jeg talte om min sorg.

- Samtidig forsvandt mange af mine venner, fordi det var for svært at håndtere. Så da min datter døde, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg tale om det - også selv om andre blev utilpasse, sagde Sandie Westh sidste år til Ritzau.

Inden den 37-årige journalist begyndte at producere podcasts, var hun i fem år en af stemmerne på den i dag hedengangne popkanal P7 Mix.

Siden har hun blandt andet også været podcastanmelder på Børsen og klummeskribent på Ekstra Bladet og Politiken.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

FAKTA: Sagen kort

* Sagen omhandler en kvindelig medarbejder, der efter instruktion fra sin arbejdsgiver skulle arbejde hjemmefra i en periode fra december 2020 under coronapandemien.

* På en af de første arbejdsdage faldt kvinden i hjemmet og brækkede sin skulder. Hun pådrog sig også flere andre fysiske skader.

* Der har været tvivl om, hvorvidt kvinden faldt over sine egne ben eller en kasse, som havde stået det samme sted i et år.

* Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste, at der var tale om en arbejdsskade, og det samme gjorde Ankestyrelsen og byretten. Vurderingen var, at et fald over en privat kasse ikke var omfattet af arbejdsskadeloven.

* Men landsretten nåede frem til en anden afgørelse. Her var vurderingen, at der var tale om arbejdsskade, fordi faldet skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

* Senest har Højesteret stadfæstet landsrettens dom.

Kilder: HK, Ankestyrelsen og advokatfirmaet Bech-Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

Ny højesteretsdom: Det betyder den for dig der arbejder hjemmefra

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Du er ikke dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra og kommer til skade. Det fastslår en ny højesteretsdom.

Hjemmearbejde er blevet en fast del af arbejdslivet for mange, efter at store dele af arbejdsstyrken blev sendt hjem for nogle år siden under coronapandemien.

Denne ændrede arbejdsform har rejst spørgsmål om, hvornår en skade kan anerkendes som en arbejdsskade.

For det kan være vanskeligere at skelne mellem det arbejdsrelaterede og det private, når arbejdsplads og hjem smelter sammen.

Men en ny dom fra Højesteret betyder, at du ikke er dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra.

Sagen omhandler en kvinde, der faldt og brækkede skulderen, da hun i december 2020 arbejdede hjemmefra under coronanedlukningen.

Dommen har betydning for andre lønmodtagere, der har hjemmearbejdsdage, fortæller Leif Hove-Donbæk, der er advokat i fagforeningen HK, som har ført sagen på vegne af kvinden.

- Det er nu blevet slået fast, at det afgørende er, om du er på arbejde, hvis du kommer til skade, og ikke, hvor du befinder dig, siger han.

Kvinden anmeldte faldulykken som en arbejdsskade. Men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Ankestyrelsen og byretten havde en anden opfattelse, fordi kvinden faldt over sin egen kasse, der ikke havde noget med arbejdet at gøre.

Landsretten vurderede derimod, at ulykken var en arbejdsskade, fordi den skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

Og senest har Højesteret stadfæstet den afgørelse.

- Højesteret vurderede, at kassen er en fast del af indretningen, da den har stået det samme sted i et år, siger Leif Hove-Donbæk.

- Hvis man falder over sin indretning, når man arbejder hjemmefra, er udgangspunktet, at det er en arbejdsskade.

I den konkrete sag har det altså haft betydning, hvad der forårsagede faldet.

Anbefalingen fra Leif Hove-Donbæk er at sørge for at få ryddet op derhjemme inden hjemmearbejde.

- Hvis der var tale om en faldulykke på grund af vasketøj på gulvet, ville dommen formentlig være endt med et andet resultat, da vasketøj ikke er en del af hjemmets indretning, siger han.

Hvis du arbejder hjemmefra, har arbejdsgiver ansvar for at stille det nødvendige udstyr til rådighed, såsom kontorstol og hæve-sænkebord.

Men det er dit eget ansvar at få brugt udstyret, lyder det fra Leif Hove-Donbæk.

- Vælger du i stedet at sidde på sofaen med computeren i skødet og ender med rygsmerter, kan ansvaret i højere grad falde tilbage på dig selv, siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fire ud af ti lønmodtagere i andet kvartal af 2024 havde arbejdet hjemmefra inden for de seneste fire uger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek