Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/12/2025 - 17:24

Thomas Heurlin forlader forlag efter rockerbogsballade

Thomas Heurlin sendte færdigt bogmanuskript om afdød rockerboss til Bandidos. Nu forlader han forlag.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Forlagsmand og tv-producent Thomas Heurlin udtræder af ledelsen og af bestyrelsen i forlaget Impact Press-Momenta.

Det oplyser bestyrelsesformand Jakob Kvist og forlagsdirektør Olav Skaaning Andersen i en mail til flere medier, herunder Ritzau.

Heurlins exit sker ifølge Kvist og Skaaning "efter fælles aftale". Der fremgår intet om baggrunden for, at parterne har indgået aftalen.

Heurlin har netop været centrum i en sag om en bog om den afdøde rockerpræsident Michael Rosenvold kaldet "Kok".

Berlingske fortalte tidligere i denne uge, at netop Thomas Heurlin sendte en kopi af manuskriptet til den færdige bog til en repræsentant fra rockergruppen Bandidos.

Hele sagen udspringer af bogen "Kok", som er skrevet af journalist og forfatter Camilla Marie Nielsen. Bogen udkom på Impact Press - Momenta i forrige uge.

Inden udgivelsen forsøgte Michael Rosenvolds enke imidlertid at bremse udgivelsen ad rettens vej. I Københavns Byret havde hun forlangt, at en dommer skulle nedlægge et midlertidigt forbud mod udgivelsen af bogen. Det afviste retten imidlertid.

Tilbage stod spørgsmålet, hvordan nogen uden for forlaget var blevet bekendt med indholdet af bogen. Det skulle siden vise sig at være Thomas Heurlin, som havde sendt manuskriptet til Bandidos.

Over for Berlingske har han forklaret, at der efter hans opfattelse var en aftale om, at advokat Michael Juul Eriksen på vegne af Bandidos skulle have bogen til gennemsyn inden udgivelsen.

Advokaten har blandt andet repræsenteret rockergruppen i en nyligt overstået retssag, hvor Bandidos som forening blev opløst ved dom og dermed gjort ulovlig.

Michael Rosenvold og Thomas Heurlin skulle angiveligt have lavet en aftale om gennemlæsning af manuskriptet i Marseille - Rosenvold boede i Sydfrankrig - men i april i år afgik Rosenvold uventet ved døden.

Ifølge forlaget bortfaldt aftalen, da Rosenvold døde. For formålet med at lade en advokat læse bogen igennem inden udgivelsen var, at Kok ikke skulle ende i juridisk uføre.

Til Berlingske har forfatter Camilla Marie Nielsen fortalt, at en repræsentant for Heurlin til hende har sagt, at Heurlin skulle være blevet truet af Bandidos til at udlevere bogen.

Også Heurlin selv skulle ifølge forfatteren have bedt hende om at udlevere bogen til Bandidos, hvilket hun afviste at gøre.

Camilla Marie Nielsen har desuden fortalt, at hun er blevet ringet op af en repræsentant for Bandidos, som ville have manuskriptet, og som fremsatte trusler mod Heurlin.

Ifølge forlagsdirektør Olav Skaaning Andersen er det ikke forlagets, men alene Heurlins beslutning, at manuskriptet endte hos Bandidos.

- Det er ikke forlaget, der har sendt noget til Bandidos. Hvis Thomas har sendt det, er det en selvstændig handling fra hans side, som vi på ingen måde billiger, og som vi tager afstand fra. Og som vi må tage op internt, sagde Skaaning Andersen til Berlingske sidste weekend.

Forlaget Impact Press ejes og ledes af mediefolkene Jakob Kvist, Olav Skaaning Andersen, Lars Feilberg, Carsten Norton og Kristoffer Eriksen.

Skaaning og Kvist oplyser i mailen om Heurlins exit, at man ikke har yderligere kommentarer.

/ritzau/

København, 12/12/2025 - 18:40

Hædret komponist død efter længere tids sygdom

Marilyn Mazur modtog tidligere på året en ærespris for sin jazzmusik. Hun blev 70 år.

Den dansk-amerikanske komponist og orkesterleder Marilyn Mazur er fredag død efter længere tids sygdom.

Det oplyser hendes ægtemand, Klavs Bovman, og søn, Fabian Mazur, i en mail til Ritzau fredag aften.

Mazur blev nok især kendt for i løbet af 1980'erne at være en del af den berømte jazzmusiker Miles Davis' band.

I foråret modtog hun Musikforlæggernes Ærespris for sin jazzmusik. Prisen gives til en dansk musiker, der har gjort sig særligt bemærket.

- Det er et helt naturligt valg at tildele Marilyn Mazur Musikforlæggernes Ærespris 2025. Hun har været aktiv musiker og komponist på meget højt plan igennem hele livet, lød det dengang fra bestyrelsesleder for Musikforlæggerne, Ole Dreyer.

- Hun er uden sammenligning det fornemmeste danske kort på den globale jazzscene, sagde han videre.

Marilyn Mazur blev 70 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/12/2025 - 16:21

Valdes jul-stjerne: Julekalender har gjort mig mere moden

Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", vil gøre skuespillet til sin levevej efter sine erfaringer med julekalenderen.

At være med i en julekalender kan lyde som den reneste form for julehygge.

Men for det unge skuespillertalent Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", har det været hårdt og krævende arbejde.

- Du har et meget stort ansvar. Der står 50 folk bag kameraet og forventer, at du gør dit arbejde og kan alle dine ting, fortæller Julius Stage Melchiorsen.

Det store ansvar har været med til at skubbe den 16-årige skuespiller, der til daglig går i gymnasiet, i en ny retning.

- Jeg tror, det har udviklet mig. Også i forhold til min modenhed og til at kunne navigere rundt i forskellige ting, siger Julius Stage Melchiorsen og fortsætter:

- Jeg tror, det har åbnet nogle veje, som jeg ikke ville gå før. Som det er lige nu, kunne jeg godt tænke mig at være skuespiller og fortsætte den vej, som jeg er på, uddyber han.

Julekalendere har været en fast del af julen for den unge skuespiller, og selv at være med i en er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.

- Jeg har altid set julekalendere, så at komme med ind i et univers, som man er med til at skabe, har virkelig betydet meget for mig, fortæller Julius Stage Melchiorsen, der tidligere har medvirket i DR's dokudramaserie "Grundtvig" om den kendte danske præst, salmedigter og politiker N.F.S. Grundtvig og i filmen "Krummerne - det er svært at være 11 år".

Julius Stage Melchiorsens karakter, Anker, får i "Valdes jul - vintermiraklet" ideen til at åbne en bod, der sælger pebernødder - et projekt, som han går all in på.

Julius Stage Melchiorsen har personligt også en hang til at kaste sig hovedkuls ud i nye projekter, selv om erfaringen ikke er den store.

- Jeg har en mountainbike derhjemme, som jeg så skilte ad og samlede igen. Jeg vidste lidt om det, men ikke, hvordan man rigtig gjorde. Det er bare at kaste sig ud i det.

Mountainbikeprojektet gik dog heldigvis, som det skulle.

- Cyklen kører rigtig fint og er ikke brast sammen, siger skuespilleren med et grin.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Forskellige lertyper

* Der findes et væld af forskellige slags ler. Overordnet inddeles de i tre typer: lertøjsler, stentøjsler og porcelænsler.

* Dit valg er ler afhænger blandt andet af, hvor højt ovnen kan brænde.

* Smeltepunktet for lertøjsler er lavt, og det skal derfor ikke brændes ved så høje temperaturer som stentøjsler og porcelænsler, der begge har et højt smeltepunkt.

Kilde: cerama.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Hold fokus på processen

* Prøv at slippe dine egne forventninger til, hvordan det færdige resultat af din keramik skal se ud, og tillad dig selv at lege med leret, når du går i gang med at forme det.

* Lav måske en tegning forinden af, hvad du gerne vil lave, men brug den udelukkende som et startskud og ikke som et facit.

* Du kan også sagtens sætte hænderne i leret uden at have nogen som helst idé om, hvad du gerne vil lave. Prøv bare at lade hænderne prøve sig frem.

* Du kan altid klaske leret sammen og prøve igen, hvis du er utilfreds med det, du har formet.

* Men husk også, at kreationer i ler ofte ser håbløse ud helt op til den sidste finish. Nogle gange skal der ikke mere til end at lukke alle de små revner med tommelfingeren og køre en fugtig svamp hen over kanten på koppen, før den pludselig ser flot ud.

Kilde: Pi Bjørg, der er keramiker og forfatter til bogen "Keramik derhjemme - for alle".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek