København, 15/11/2025 - 10:00
Giv dine desserter en dekadent opgradering med myntesukker og urter
Brug krydderurter og spiselige blomster til at give de klassiske desserter et lille, overraskende indslag.
Matthew Mead/Ritzau Scanpix
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
Det søde køkken leder måske ikke lige dine tanker hen på en tur i køkkenhaven eller supermarkedets grøntafdeling.
Men det burde det måske. Der gemmer sig nemlig skønne smage, der kan tage dine desserter til nye højder.
Du kan krydre med lækre urter på tværs af is, sorbet, kager og desserter, fortæller kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.
- Mynte, citronmelisse og skovsyre er vi vant til, også bor i det søde køkken. Men du kan sagtens slippe afsted med timian eller rosmarin i en citronmuffin.
- Eller en æblekage med rosmarin eller timian. Hvis du laver en klassisk frugttærte med mazarinbund med mørke frugter som brombær og figner, kan du smide estragon i.
Laver du en klassisk jordbærtærte, passer det også godt med timian, tilføjer hun. Og basilikum gør sig godt med røde bær, fortæller hun.
Og så skal du bare give den gas med smukke spiselige blomster som spiselig pynt på dine kager, is og desserter.
Når havebogsforfatter og redaktør på Havenyt.dk Heidi Kirk Nissen skal bruge krydderurter i det søde køkken, er en af hendes favoritter mjødurt, som i gamle dage blev brugt til at lave mjød med.
- Den har en sød smag af mandel og vanilje. Man kan bruge både blomster og blade fra den, men hvis man ikke har prøvet den før, skal man lige dosere med let hånd.
- Hvis man laver noget med rabarber eller stikkelsbær, kan man bruge den til at sylte med og så bruge mindre sukker, fortæller hun.
Hun er også vild med at bruge støvet fra dens blomster som et lækkert drys på eksempelvis en chokoladekage med flødeskum.
- Man tager en blomst og ryster den over kagen, og så får man lidt blomsterstøv med den sødlige smag, siger hun og fremhæver, at det er særligt velegnet til flødebaserede desserter på grund af mandelsmagen - eksempelvis panna cotta.
En nem måde at give dine søde kreationer et grønt pift er ved at lave myntesukker, som du kan have stående og løbende bruge af, lyder et tip fra Louisa Lorang.
Det laver du ved at blande sukker og mynte og kværne det godt sammen enten i en lille kaffekværn eller en morter.
- Så bliver det helt fint og smukt. Man kan også tilføje limeskal, siger kokken.
Man kan også tørre blandingen i ovnen, for så holder den meget længe. Til gengæld er farven ikke lige så skriggrøn. Efter en tur i ovnen tørrer blandingen typisk i nogle flager, som man kan give en ekstra tur i kværnen.
- Myntesukker er megafrækt at sætte på bordet til teen eller drysse på jordbærtærten. Det er både hyggeligt og lidt dekadent. Og så er det en god måde at opbevare mynte på, fortæller Louisa Lorang og tilføjer, at man også kan gøre det med eksempelvis citronmelisse.
/ritzau fokus/




