Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 22/04/2025 - 22:59

Amerikanske aktier stiger efter forlydender om toldopblødning

De største amerikanske aktier steg tirsdag ovenpå melding om mulig amerikansk opblødning i toldkrig med Kina.

Agustin Marcarian/Reuters

Af: /ritzau/

Tirsdagen bød på store stigninger på flere af de største amerikanske aktier på børserne i New York.

De tre store indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - steg alle med mellem 2,5 og 2,7 procent.

Stigningerne kommer efter forlydender om, at den amerikanske regering forventer en snarlig deeskalering i handelskrigen med Kina.

På et lukket investormøde arrangeret af banken JPMorgan skulle finansminister Scott Bessent ifølge en unavngiven kilde, der var til stede i rummet, have adresseret USA's handelskrig med Kina.

Til tv-stationen CNBC oplyser kilden, at Bessent på mødet sagde, at han venter en deeskalering i meget nær fremtid.

Bessent skulle også have sagt, at "ingen mener, at status quo er holdbar" med henvisning til de store toldsatser, som USA og Kina har indført overfor hinanden.

USA pålægger 145 procent told på kinesiske varer, mens Kina har givet igen med 125 procent told på amerikanske varer.

Siden USA's præsident, Donald Trump, i begyndelsen af april annoncerede importtold på varer fra stort set alle verdens lande, har der været stor uro på de finansielle markeder.

Tirsdag eftermiddag sænkede Den Internationale Valutafond (IMF) med udgangspunkt i den nuværende situation forventningerne til den økonomiske vækst i USA, Kina og de fleste lande.

- Den hurtige eskalering af handelsspændingerne og ekstremt store politiske usikkerhed forventes at have markant indflydelse på global økonomisk aktivitet, skrev IMF tirsdag.

Forventningen er nu en vækst på 2,8 procent i 2025, hvilket er en nedjustering på 0,5 procentpoint og et godt stykke under det historiske gennemsnit for årene 2000 til 2019, som ligger på 3,7 procent.

/ritzau/

Rio de Janeiro, 04/05/2025 - 02:14

Gratis Lady Gaga-koncert i Rio tiltrækker enormt publikum

Storby finansierer lørdag Lady-Gaga koncert, der derfor er gratis at opleve. 1,6 millioner ventes at deltage.

Store folkemængder har samlet sig i den brasilianske storby Rio de Janeiro, hvor der sent lørdag er gratis koncert med den amerikanske sanger Lady Gaga.

Koncerten finder sted på den verdensberømte strand Copacabana, og de brasilianske myndigheder forventer, at 1,6 millioner vil deltage.

Det skriver mediet BBC.

Rio de Janeiro har betalt for koncerten i et forsøg på at give byens økonomi nyt liv. Forventningen er således, at koncerten kan indbringe 100 millioner dollar - 660,5 millioner kroner - til den lokale økonomi.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var der allerede ved daggry flere fans, som havde dannet en kø ved stranden forud for kæmpekoncerten.

Her skal de blandt andet igennem metaldetektorer for at få adgang til stranden.

De lokale myndigheder har indsat flere sikkerhedsforanstaltninger, lyder det. Heriblandt 5000 betjente, droner, ansigtsgenkendelsessystemer og overvågningskameraer.

Lady Gaga er ikke den første, der spiller koncert, som ikke kræver billet, i Rio de Janeiro.

Madonna spillede i maj 2024 ligeledes en koncert, som var finansieret af byen i stedet for deltagerne, på Copacabana.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/05/2025 - 08:00

Linda P: Trump er et lejrbål jeg kan kigge på i timevis

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Som den kreative chef for Tivolirevyen vil Linda P tage alvorlige og aktuelle problematikker op, fordi det er vigtigt, at man kan grine af det.

Man kan hurtigt få ondt i maven, hvis man i øjeblikket kigger sig rundt i en usikker verden.

Når Linda P i år inviterer publikum til Tivolirevyen, håber hun på, at det er latter, der skal forårsage eventuel ømhed. Også selv om hun vil kigge magthaverne i sømmene og fortælle publikum nogle sandheder om virkeligheden.

Men hvordan håndterer man så dybt alvorlige problematikker i et format med komik og sang?

- Det er jo netop ved at grine af det, der er morsomt i det, siger Linda P.

- For mig er Donald Trump et lejrbål, jeg kan kigge på i timevis. Det er jo komedie hele tiden.

I år er det første gang, at komiker Linda P står bag visionen for den traditionsrige danske revy.

Hun er den kreative chef og har håndplukket et cast, der ud over hende selv består af Kurt Ravn og Thomas Warberg.

Søs Egelind var oprindeligt også en del af plakaten, men hun har trukket sig grundet forskellige forventninger til produktionen.

Hun kan endnu ikke sige noget konkret om indholdet, og selv om hun selv nævner den amerikanske præsident, Donald Trump, er det ikke nødvendigvis bare ham, der skal laves sjov med.

- Det kan også være sjovt med nogle af dem omkring ham, eller det kan være med noget helt andet, fortæller hun.

Linda P finder inspiration ved at kigge på verden og andre mennesker.

Her har hun blandt andet observeret, hvordan medierne bombarderer danskerne med historier om krig, ødelæggelse og verdenssituationen.

Det påvirker mange og særdeles unge mennesker, tror hun.

- Det kommer revyen til at handle rigtig meget om: at man skal huske at holde fast i sig selv, så man ikke bliver gal, siger hun.

Tivolirevyen er ikke helt ny for den 40-årige komiker. Da den i 2023 vendte tilbage med Lisbet Dahl som instruktør, var Linda P nemlig for første gang en del af holdet.

Selv om det i år er Mads M. Nielsen, der er instruktør, er det i år primært en vision fra den nye kreative chef, Linda P.

- Det er dejligt, fordi så kan man jo sætte det præg på det, som man godt kunne tænke sig, siger hun.

Tivolirevyen har en historik på bagen, der strækker sig helt tilbage til det 19. århundrede.

Linda P kunne godt tænke sig, at revyen blev noget, som var for alle generationer, og de vil i år forsøge at give det nogle andre farver.

- Med al respekt for det, der har været før, så er det her et bud på at prøve at gøre noget nyt.

Tivolirevyen har premiere 5. juni i Glassalen i Tivoli, hvor det spiller frem til 13. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/05/2025 - 10:00

FAKTA: Råd til at undgå påkørsel af hjorte

* Kør forsigtigt især i skovområder ved daggry og skumring, hvor dyrene er mest aktive.

* Hjorte og andre store dyr er ofte mere aktive i foråret, når de har unger, og igen fra september til november under brunstperioden.

* I højrisikoområder for dyrepåkørsler er der ofte skilte, hastighedsbegrænsninger og faunapassager. Vær derfor opmærksom på skiltning og advarsler.

* Dyreøjne kan reflektere billygterne i mørke. Får du øje på refleksioner ved vejens kant, så sæt hastigheden ned, og vær parat til at bremse.

* Hjorte bevæger sig i flok. Ser du en hjort, er der som regel flere i nærheden. Vær opmærksom på, om flere dyr følger efter.

Kilde: Alm. Brand.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/05/2025 - 10:00

Pas på: Påkørsel af hjorte topper nu

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I maj stiger risikoen for hjortepåkørsler, når de unge rådyr bevæger sig rundt. Du bør især være opmærksom i skov- og markområder ved daggry og skumring.

Forårssolen står tidligere op, og fuglene synger i maj. Men det er også blevet den tid på året, hvor mange hjorte bliver påkørt.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bliver der hvert år påkørt over 10.000 hjorte i Danmark, og maj er en af de måneder, hvor risikoen er størst. Det er i denne periode, at de unge rådyr for første gang begynder at bevæge sig rundt.

Dyrene har ingen forståelse for farerne i trafikken, og deres pludselige bevægelser på vejene kan føre til alvorlige ulykker, fortæller Christian Johansen, som er direktør for motor i forsikringsselskabet Alm. Brand.

- Flere bilister glemmer, at risikoen for påkørsler af hjorte ikke kun er et efterårsfænomen. I foråret er hjortene særligt aktive, og det kan skabe farlige situationer i områder tæt på skove og marker, siger han.

Fire ud af ti hjortepåkørsler sker, når mørket er faldet på, viser tal fra Dyrenes Beskyttelse. Helt konkret er det i tidsrummet mellem klokken 21.00 og 00.00, at risikoen er størst.

- Hjortene er mest aktive om natten, så det er særligt fra lige før solnedgang, at man skal være ekstra opmærksom, selv om hjortene også krydser veje i dagtimerne, oplyser biolog hos Dyrenes Beskyttelse Peter Gravlund Nielsen i en pressemeddelelse.

- De opholder sig typisk i skove, enge, levende hegn eller lignende natur, så i de områder vil sandsynligheden for krydsende hjorte være størst. Derudover er det værd at vide, at hjorte er flokdyr. Så en hjort krydser sjældent vejen alene.

Hvis en hjort eller et andet dyr pludselig springer ud på vejen, er det vigtigste råd at bevare roen.

Du kan give dig selv mere tid til at reagere ved at sænke farten og være ekstra opmærksom, når du kører gennem områder med tæt bevoksning i ydertimerne.

- En lavere hastighed kan være helt afgørende for, om du når at reagere i tide og dermed undgår skader på bilen eller personskade, siger Christian Johansen.

Han understreger vigtigheden af at holde øje med advarselsskilte og reflekterende dyreøjne i vejkanten.

Hvis uheldet er ude, og du påkører et dyr, skal du holde ind til siden, tænde havariblinket, tage sikkerhedsvest på og sætte en advarselstrekant op. Herefter kan du vurdere eventuelle skader på bilen.

- Hvis man efter en påkørsel kan mærke, at bilen føles anderledes, er det vores klare anbefaling, at man ikke kører videre, før bilen er blevet undersøgt. Det samme gælder, hvis der ses væsker fra bilen, såsom kølervæske og olie, siger Christian Johansen og uddyber:

- Som hovedregel er det dog bedst at være på den sikre side og få bilen undersøgt efter en påkørsel. Det kan få fatale konsekvenser i trafikken, hvis bilen eksempelvis har ratslør.

Ratslør betegner det stykke, du kan dreje rattet, uden at hjulene bevæger sig.

Hvis det påkørte dyr er skadet eller løbet væk, skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Er dyret dødt, bør du flytte det ind til siden, så det ikke er til fare for andre bilister. Du kan ringe til Falck på 70 10 20 30, hvis du ikke selv kan eller vil flytte det døde dyr.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv