Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/05/2024 - 10:00

Dansk skuespiller får opfyldt en mangeårig drøm i London

Skuespiller Thomas Levin spiller hovedrollen i teaterstykket "Visit From An Unknown Woman". Det er første gang, at han får en rolle i en engelsk forestilling.

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

En mangeårig drøm er gået i opfyldelse for skuespiller Thomas Levin. Han har fået sin første hovedrolle på den engelske teaterscene.

- Jeg er dybt beæret over den tillid, der er blevet vist mig, og jeg glæder mig til at komme i gang, skriver Thomas Levin i et mailsvar.

Den 45-årige skuespiller har tidligere medvirket i flere tv-serier, blandt andet "Borgen" og "Norskov".

Men hen over sommeren skal han spille rollen som den berømte forfatter Stefan, der lever et liv i sus og dus, i teaterstykket "Visit From An Unknown Woman", der opføres i Hampstead Theatre i London.

Thomas Levin fortæller, at han holder meget af London, og at han har været der en del - både privat og i forbindelse med arbejde.

- Jeg har lånt en lejlighed og glæder mig til at kunne spadsere til og fra teateret hver dag. Og så bliver det skønt at være i London over sommeren, selv om jeg primært kommer til at opholde mig i en smuk teatersal, skriver han.

Hjemme i Danmark har Thomas Levin en kone, skuespilleren Laura Christensen, og to børn på 13 og 6 år.

- Det bliver helt klart hårdt at skulle undvære familien så længe, skriver han.

De seneste år har familien dog vænnet sig til, at Thomas Levin mangler ved spisebordet. Siden 2020 har han medvirket i den britiske spionserie "Alex Rider", der også er optaget i England.

- Så vi er som familie vant til, at jeg nogle gange er væk. Laura er jo selv skuespiller, så der er stor forståelse for, at det er en sjælden mulighed, jeg har fået, lyder det fra Thomas Levin, der fortsætter:

- Og så kommer de naturligvis også over og besøger mig undervejs.

"Visit From An Unknown Woman" har premiere den 21. juni og vises indtil slutningen af juli.

/ritzau/

Basel, 16/05/2025 - 19:24

Danmarks Eurovision-håb sparer på stemmen inden finalesang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sissal skal have de allerbedste betingelser for at shine i Eurovision-finalen, lyder det fra DR.

Der blev råbt og skreget, da Danmark torsdag aften kvalificerede sig til Eurovision-finalen for første gang siden 2019.

Men siden har Sissal forsøgt at holde munden lukket. DR skærmer også hendes stemme frem til lørdag aftens grande finale, hvor hun skal synge "Hallucination" i jagten efter at vinde Eurovision.

- Der er ikke mulighed for at lave kæmpe ændringer. Så vi bliver ved med at sørge for, at Sissals muligheder for at synge så godt som overhovedet muligt er optimale, så alle dem, der er på scenen - også danserne - har det helt rigtige fokus, så det sidder i skabet, siger DR's grandprixchef, Erik Struve Hansen.

- Det er et virkeligt kompliceret act. Tingene skal virkelig klappe, for at det virker. Så opgaven for alle os, der er omkring hende, er at skabe de allerbedste betingelser.

Ifølge Ekstra Bladet sang Sissal heller ikke igennem, da hun var på scenen i en gennemspilning af grandprixshowet fredag eftermiddag.

Sissal anser selv sin vokal som den største styrke på scenen. Men den 30-årige færøskfødte sangerinde har været forkølet, siden hun ankom til Schweiz, hvor årets grandprix finder sted.

Hun har været til lægen, som førte et kamera igennem hendes næse for at undersøge hendes stemmelæber. De har været en smule hævede, men har ikke vist tegn på inflammation.

Alligevel har Sissal ikke turdet tage nogen chancer og har taget steroider for at slå eventuel inflammation, der alligevel skulle være i kroppen, ned.

Noget, som desperate sangere gør, hævder hun.

Derudover spiser Sissal bolsjer med glycerin i, drikke te og bruge en såkaldt stemme-steamer, der blandt andet fugter slimhinderne.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

Om det bliver til en fjerde sejr, kan ses på DR1 lørdag klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/05/2025 - 18:43

Tine Gøtzsche bliver realityvært

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tidligere nyhedsvært Tine Gøtzsche styrer publikum og kendisser igennem Reality Awards 2026. I 2024 blev Forræder-stjernen kåret til Årets Hotteste Kvinde.

Hun har styret politikere gennem debatprogrammer og forsøgt at holde kropumulige kilder på sporet på skærmen.

Nu skal TV Avisens tidligere nyhedsvært Tine Gøtzsche styre publikum og kendisser igennem Reality Awards 2026, som løber af stablen 17. januar.

Det afslører den nye realityvært i en video delt på Reality Awards' Instagram-profil.

- Det bliver en kæmpestor aften - det er jeg sikker på - og en kæmpefest, siger den 58-årige tv-stjerne og fortsætter:

- Det plejer at være virkelig, virkelig sjovt, og der plejer at være nogle meget, meget festlige mennesker, lyder det fra den erfarne nyhedsjournalist.

Tine Gøtzsche ved, hvad hun taler om. Hun har selv deltaget i prisuddelingen, hvor hun i 2024 var nomineret til flere af de seerbestemte statuetter for sin deltagelse i første sæson af "Forræder" på TV 2.

Hun blev kåret til Årets Hotteste Kvinde og modtog også prisen for Årets Bedste Bemærkning for at sige, at hun "strikker om dagen og myrder om natten".

I "Forræder" deles deltagerne op i to grupper af henholdsvis loyale og forrædere. Men også de udpegede forrædere skal foregive at være loyale, og der var der, bemærkningen faldt.

Tine Gøtzsche bliver ikke alene på scenen til Reality Awards 2026. Hun akkompagneres af en medvært, som hun endnu ikke må afsløre, hvem er.

Tine Gøtzsche sagde i 2018 sit faste job som nyhedsvært op på DR efter 22 års ansættelse for at blive selvstændig. I dag arbejder den 58-årige journalist blandt andet som moderator og ordstyrer.

Hun har dog været tilbage på DR et par gange efter opsigelsen som vært på debatformatet "Den tid på ugen" i 2024 og for DR's juleshow i 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

FAKTA: Husk at læse flyselskabets orienteringer

* Hvis din afgang flyves af et andet selskab end det, du egentlig har booket hos, vil du typisk blive oplyst om det på forhånd.

* Her kan flyselskabet også tage forbehold for, at ydelsen, du modtager, kan variere fra det oprindelige.

* Det kan eksempelvis være, at flyet er en ældre model, der ikke kan tilbyde internet ombord.

Kilde: Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

Mange passagerer får plads hos andre flyselskaber end de har bestilt

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Til sommer vil mange blive mødt af et fly med navnet på et selskab, de ikke selv har bestilt billet hos. Det har også betydning for, hvor man skal rette klager.

Årets sommerferie til varmere himmelstrøg er booket. Der er bestilt værelse på et lækkert hotel og købt billetter hos et velkendt flyselskab.

Men da du omsider venter ved gaten i lufthavnen, kan du se, at der står et helt andet flyselskabs navn på siden af det fly, du skal om bord på.

Det scenarie kan mange passagerer blive mødt af i år, vurderer Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk.

- Den største udfordring lige nu er, at man mangler fly. Og det betyder, at i den kommende sommer har rigtig mange af de store flyselskaber været nødt til at indleje kapacitet fra andre selskaber.

- Så hvis man har booket med SAS, kan man ikke være sikker på, at man kommer til at flyve med et SAS-fly. De har for eksempel det danske charterselskab Jettime til at flyve for sig. De flyver også for de finske selskab Finnair, forklarer Ole Kirchert Christensen.

Efter coronapandemien har flytrafikken haft luft under vingerne, og efterspørgslen steg meget hurtigere end forventet.

Derfor var lufthavnene og flyselskaberne ifølge luftfartskommentatoren ikke helt på plads til at imødekomme presset.

- Alle de store flyselskaber mangler kapacitet, så det finder de hos charterselskaber eller hos nogle, der har specialiseret sig i den slags, siger Ole Kirchert Christensen med henvisning til det, man kalder ACMI-udbydere - Aircraft, Crew, Maintenance, and Insurance - altså flyselskaber, der har til formål at flyve for andre.

Det er ifølge Ole Kirchert Christensen "ekstremt udbredt denne sommer", fordi der igen i år er flymangel.

- Forbrugerne bliver måske lige forvirrede, fordi det er et andet flyselskab, og det kan umiddelbart skabe en utryghed. Særligt hvis det er et selskab, de ikke kender i forvejen. Men når de store flyselskaber vælger nogle til at flyve for sig, vælger de et velrenommeret selskab, for ellers går det jo ud over deres eget brand, siger Ole Kirchert Christensen.

Hvis der skulle opstå problemer som eksempelvis aflysning eller forsinkelse, er det til gengæld lidt mindre ligetil, hvem man så skal rette sit krav til.

Det fortæller advokat Benedikte B. Lund, som er leder af lawsuit og ekspert i flypassagerers rettigheder hos virksomheden Flyhjælp.

- Den juridiske regel for, hvem der er ansvarlig over for dig i forhold til kompensationen, er det såkaldte transporterende flyselskab. Og den juridiske definition er det flyselskab, der udfører eller har til hensigt at udføre din flyvning, forklarer advokaten.

Det er altså ret teknisk og kommer an på den præcise bagvedliggende juridiske konstellation - for eksempel om det er fly og besætning, som er lejet sammen. Men det vil ofte betyde, at det er flyselskabet, du faktisk flyver med, der har ansvaret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek