Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/12/2024 - 10:28

Egyptens præsident modtager Danmarks fornemmeste orden

Under sit statsbesøg i Danmark bliver præsident al-Sisi tildelt elefantordenen af kong Frederik.

Af: /ritzau/

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, bliver fredag tildelt Elefantordenen af det danske kongehus.

Den egyptiske præsident bliver tildelt ordenen i forbindelse med sit statsbesøg i Danmark.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen er det tradition, at der i forbindelse med et statsbesøg bliver udvekslet ordner.

Det gælder, hvis begge lande har et såkaldt ordensvæsen.

Tidligere har blandt andre den tidligere egyptiske præsident Muhammad Hosni Said Mubarak modtaget ordenen samt den tidligere rumænske diktator Nicolae Ceausescu.

Ceausescu fik dog frataget ordenen i 1989 af dronning Margrethe, da han blev henrettet.

Elefantordenen er den ældste og fornemste danske ridderorden, fremgår det af kongehusets hjemmeside.

Den anden kongelige orden er Dannebrogordenen, der også er kendt som ridderkorset.

Ordenen gives til danskere og udlændinge for blandt andet fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning. Den kan også gives for en særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv.

Omvendt gives Elefantordenen i vore dage næsten udelukkende til kongelige eller statsoverhoveder fra andre lande.

Siden år 1900 er det kun en håndfuld borgerlige danskere, der er blevet elefantriddere. Det er blandt andet fysikeren Niels Bohr og skibsrederen Mærsk Mc-Kinney Møller.

/ritzau/

København, 26/06/2025 - 10:37

Selvstændig og tillidsvækkende garder fra Aalborg får kongeligt ur

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kong Frederik har torsdag hædret en ung garder med "Kongens Ur" i forbindelse med en parade ved Livgarden.

Kong Frederik har torsdag overrakt "Kongens Ur" til garder Christoffer Petersen Voldbjerg fra Aalborg.

Uret er en hædersbevisning, som overrækkes til en værnepligtig garder ved afslutningen af tjenestetiden.

Den jyske garder har blandt andet modtaget den kongelige hæder for sin selvstædighed og grundige udførelse af opgaver.

- Garder C.P. Voldbjerg har ligeledes en overhøjde på forskellige vagter, som gør, at man som vagtkommandør og sergent kan slappe lidt mere af, da man kan stole på, at han løser opgaverne til punkt og prikke.

Sådan lyder en del af motivationen for indstillingen af garderen, der er født i Aalborg og har boet de første fem år af sit liv i Tyskland.

Det er gardernes overordnede og kammerater, der indstiller en garder til at modtage hædersbevisningen. Vagtkorpset udpeger én til at modtage det kongelige ur for at være en god kammerat og dygtig soldat.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 09:17

Dune-instruktør Denis Villeneuve skal instruere næste 007-film

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Denis Villeneuve er ny Bond-instruktør, men hvem der skal spille 007, og hvornår filmen er klar, er uvist.

Den næste James Bond-film skal instrueres af den fransk-canadiske instruktør Denis Villeneuve.

Det oplyser Amazon MGM Studios på den sociale platform X.

I en udtalelse erkender Villeneuve det "massive ansvar", der kommer til at hvile på hans skuldre, men som han glæder sig til at løfte.

- Jeg har siden barnsben set James Bond-filmene med min far, helt tilbage fra "Dr. No" med Sean Connery. Jeg er en die-hard Bond-fan. For mig er han helligt land, lyder det ifølge BBC.

Villeneuve tilføjer, at han har til hensigt "at ære traditionerne" i filmserien om den britiske spion.

Spekulationerne omkring fremtiden for filmserien om James Bond har svirret, efter at de mangeårige rettighedshavere Michael Wilson og Barbara Broccoli tidligere i år overlod den totale kreative kontrol til forretningsgiganten Amazon.

Denis Villeneuve har blandt andet stået bag film som "Sicario", "Bladerunner 2049", "Arrival" og de to første "Dune"-film.

Han ventes at indlede optagelserne til den tredje film i "Dune"-serien, "Dune: Messiah", senere i år.

Det er endnu uvist, hvem der skal indtage hovedrollen som Agent 007 efter Daniel Craig, der afsluttede sin Bond-tid med den seneste film i rækken, "No Time to Die", fra 2021.

Dermed er det heller ikke kendt, hvornår den nye Bond-film får premiere.

Der er ifølge BBC rygter om, at de britiske skuespillere Aaron Taylor-Johnson og James Norton er i spil til rollen. Også den irske skuespiller Paul Mescals navn bliver nævnt.

Med på holdet får Villeneuve producerne Amy Pascal og David Heyman.

Bond-filmuniverset er inspireret af Ian Flemings bøger om den britiske efterretningsagent.

Serien har strakt sig over mere end 60 år og er en af de mest succesfulde filmfranchises nogensinde målt på globalt billetsalg, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Når du køber alkohol og tobak med hjem uden for EU

Du må maksimalt tage én produkttype med hjem inden for hver kategori, medmindre andet er angivet. :

Alkohol:

* 1 liter spiritus (over 22 procent alkohol samt drikkevarer tilsat spiritus) eller

* 2 liter hedvin (på eller under 22 % alkohol, fx portvin, sherry og madeira) og

* 4 liter bordvin (for eksempel rød-, hvid- og rosévin og vinbaseret cider) og

* 16 liter øl (og ølbaseret cider)

* Altså må du eksempelvis ikke både medbringe 1 liter spiritus og 2 liter hedvin, men du må gerne medbringe 2 liter hedvin og 4 liter bordvin.

Tobak:

* 200 cigaretter eller

* 100 cigarillos (af maksimalt 3 gram per styk) eller

* 50 cigarer eller

* 250 gram røgtobak

Kilder: toldst.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Forskel på at vælge rød og grøn udgang

Køber du 600 cigaretter med hjem fra et ikke-EU-land, skal du betale told af de 400

Hvis du vælger den røde udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* I alt 1208 kroner skal du af med.

Hvis du vælger den grønne udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* Bøde (2 x told og afgifter) er 2400 kroner

* I alt 3608 kroner skal du af med.

Kilder: toldst.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv