København, 19/06/2025 - 06:00
Rekordmange hushandler i Odense og Aarhus i maj
Antallet af hushandler satte rekord visse steder i maj. Forudsætninger for et stærkt boligmarked er til stede.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er slet ikke usædvanligt, at antallet af bolighandler stiger i takt med temperaturen i forårsmånederne, men boligmarkedet var ekstraordinært varmt i maj måned.
Tal fra boligportalen Boligsiden viser, at der blev solgt 9238 boliger i hele landet i løbet af måneden, hvor af de 5507.
Det er 4,8 procent flere end i april, når man korrigerer for sæson, og visse steder ligger salget af huse højere, end det nogensinde har gjort på en enkelt måned.
Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, konstaterer i hvert fald, at der aldrig tidligere har været så mange huse i Odense og Aarhus, der har skiftet ejere.
- Begge byer oser af storbycharme, og samtidig er priserne lidt lavere end i København. Derfor har mange unge familier stadig mulighed for at være med, hvis de er villige til at gå på kompromis med andre forhold i deres privatøkonomi, siger hun.
Lise Nytoft Bergmann mener, at dansk økonomi lige nu byder på noget nær perfekte forudsætninger for et levende og aktivt boligmarked.
- Arbejdsmarkedet er stærkt for tiden, og renterne er lave. Godt nok er de lange renter ikke faldet meget, men det er de korte, og renterne er også faldet på det, vi kalder efterfinansieringen, og som dækker alt ud over 80 procent af ejendomsværdien.
- Og så spiller det selvfølgelig også ind, at inflationen er faldet, samtidig med at lønningerne stiger, siger hun.
De mange handler har været medvirkende til at hive boligpriserne opad. Men Nordea-økonomen mener dog ikke, at prisernes himmelflugt vil fortsætte på samme måde fremover.
- På lang sigt kan boligpriserne altså ikke stige mere end udviklingen i den disponible indkomst. Så vi skal forvente, at priserne går lidt ned i gear. Men når det så er sagt, har vi svært ved at se, hvad der for alvor skulle stikke en pind i hjulet på boligmarkedet, siger hun.
Også antallet af handler med ejerlejligheder og sommerhuse steg i maj.
Tallene voksede med henholdsvis 8,3 procent og 2,5 procent, når man korrigerer for den normale udvikling i handelstallene fra april til maj.
/ritzau/