København, 04/02/2025 - 14:00
Lotte og Totte-bøgerne bliver filmatiseret med kendte stemmer
Gunilla Woldes billedbøger om Lotte og Totte er forvandlet til en animationsfilm med Bodil Jørgensen, Mia Lyhne og Rasmus Bjerg på rollelisten.
Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
SF Studios har vakt siderne i billedbøgerne om Lotte og Totte til live i en animationsfilm.
Det afslører filmselskabet i en pressemeddelelse.
- Gennemsnitsalderen for det første biografbesøg i Danmark er fire år, så det er vigtigt, at vi skaber lokale film, der taler direkte til de yngste børn, siger instruktør og manuskriptforfatter Mia Fridthjof i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Med "Lotte & Totte - min første ven" har vi samtidig en film, der både kan underholde ældre søskende og vække minder hos forældre og bedsteforældre, der selv voksede op med Lotte og Totte.
Kendte navne som Bodil Jørgensen, Mia Lyhne og Rasmus Bjerg lægger stemmer til filmen.
Bøgerne om Totte og Lotte er skrevet af svenske Gunilla Wolde, der gik bort i 2015, 75 år gammel.
I de originale bøger, som udkom i 70'erne, kender Lotte og Totte faktisk ikke hinanden. Men i Mia Fridthjofs filmatisering, som er inspireret af hendes egne tre døtre, har instruktøren og manuskriptforfatteren valgt at skabe en ny fortælling, der introducerer Totte og Lotte for hinanden og dykker ned i det første venskab.
- Historien tager os med, da Lotte flytter i hus - væk fra de vante rammer - og erklærer, at hun aldrig vil have nye venner, lige indtil hun møder den energiske nabodreng Totte.
- Deres venskab spirer hurtigt, men da de bliver uvenner, må Lotte kæmpe for at redde deres venskab, lyder det om handlingen.
"Lotte og Totte - min første ven" får biografpremiere 3. juli.
/ritzau/