Helsingør, 07/06/2025 - 13:30
Ny specialist kan blive landsholdets nøgle til VM-billet
Landsholdet har for første gang siden EM fået en dedikeret dødboldtræner. Brian Riemer forventer, at det giver to-tre overskydende mål i VM-kvalifikationen.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ny specialist har været en del af fodboldlandsholdets forberedelser til lørdagens testkamp mod Nordirland.
For første gang siden EM sidste år har landsholdet tilknyttet en træner, der kun har dødbolde som ansvarsområde. Året ud tilhører den tjans Thor Herdal, som sideløbende har samme stilling i FC Nordsjælland.
Det er et ønske fra landstræner Brian Riemer at blive bedre på dødbolde i begge ender af banen.
De små detaljer kan være forskellen på en scoring eller ej, og ultimativt kan Danmarks deltagelse ved næste års VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico blive afgjort af ét sølle mål.
- Jeg tror, at dødbolde kan gøre forskellen i en tæt gruppe, og det afgørende mål må da lige så gerne komme på en dødbold.
- Jeg har sagt til Thor, at hvis vi kan ende med et plus på to eller tre mål på dødbolde i kvalifikationen, så er vi kommet et godt stykke ad vejen mod VM, for det er trods alt ikke så nemt bare lige at lave et par mål i åbent spil, siger Brian Riemer.
Landsholdets nye dødboldtræner kalder Riemers målsætning for ambitiøs, men realistisk.
- En forudsætning for at kunne gøre det så godt er, at der opstår standardsituationer nok. I nogle kampe får man kun et hjørnespark, andre gange får man 15. Men set over en hel kvalifikation med seks kampe skal vi selvfølgelig have et plus på dødboldkontoen, siger Thor Herdal.
De seneste 3,5 år har han nørdet dødbolde på fuldtid, og han kender alle de forskellige træk og modtræk på hjørnespark, frispark og indkast. Selv når modstanderen lægger an til en dødbold, kan man positionere sig på en måde, der sandsynliggør, at man selv kan starte et modangreb.
Derfor skal der være en sammenhæng mellem et holds ønskede spillestil og holdets tilgang til dødbolde.
- Og på den måde passer Thor rigtig godt ind, for i FC Nordsjælland tænker man også fremadrettet og aggressivt ligesom på landsholdet, siger Brian Riemer.
- Thor har en utroligt god hjerne, han har virkelig studeret og analyseret den del af spillet ned til mindste detalje, og så er han sidst, men ikke mindst knalddygtig til at formidle, og det er lige så vigtigt, når man kun har kort tid sammen med spillerne.
Thor Herdal arbejder ud fra et simpelt grundprincip om, at en klar og tydelig grundplan gør rollefordelingen nem at forstå for den enkelte spiller. På offensive dødbolde er der plads til mere kreativitet end ved defensive dødbolde, men en standardsituation må aldrig blive for kompleks.
Den inspiration har han blandt andet fundet hos Premier League-giganten Arsenal, der i en årrække har haft ry for at være Europas nok bedste dødboldhold.
- Jeg synes, det er bedre at have få varianter med tydelige roller, frem for en masse forskellige varianter, hvor de seks spillere i feltet har svært ved at huske dem alle. Arsenal har få varianter, som de har terpet i lang tid, men de er virkelig dygtige, selv om alle ved, hvad de gør. Det inspirerer mig.
- Inden vores kamp mod Nordirland har vi eksempelvis kun arbejdet med to hjørnesparksvarianter. Over tid skal vi selvfølgelig have lagt flere lag på, siger Thor Herdal.
Selv om Riemer vil have et stærkt landshold på dødbolde, fastslår han også, at Danmark først og fremmest skal mestre at kunne afgøre kampe i åbent spil.
- Jeg kan godt love, at vi ikke bliver et indkasthold, der tager lange indkast over hele banen, men vi tager dødbolde meget seriøst, og vi tror, at det kan være med til at gøre en forskel for os.
- Der er ikke noget bedre, end hvis vi kan få en mental fordel, fordi modstanderne frygter, at vi kan blive farlige på hver eneste dødbold, siger Riemer.
/ritzau/