København, 22/04/2025 - 21:51
Odense sikrer sig finaleforspring med endnu en sejr i Herning
For anden gang i finaleserien tog Odense Bulldogs fra den svære udebane i Herning med en sejr.
Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hjemmebanen har vist sig som alt andet end en fordel i finaleserien mellem Herning Blue Fox og Odense Bulldogs.
Tendensen fortsatte tirsdag aften, hvor fynboerne på fremmed is vandt 4-2 og bragte sig foran med 2-1 i kampen om ishockeyguldet.
Fjerde og potentielt næstsidste finaleopgør spilles allerede onsdag aften. Her er Odense Bulldogs tilbage i velkendte rammer foran sit hjemmepublikum, men holdet ville givetvis ønske sig, at duellen udspillede sig i Herning.
Her har Odense Bulldogs hentet sine to sejre i finaleserien, ligesom Herning Blue Fox har taget sin eneste finalesejr på udebane.
Alligevel gik grundspillets klart bedste hold ind til tirsdagens opgør som bookmakernes favorit, men det begyndte allerede at gå skævt for Herning i første periode.
Godt nok fik Frederik Brændgaard stemningen op på kogepunktet i Kvik Hockey Arena med sin scoring efter to minutter.
Men en håndfuld minutter senere udnyttede Kristian Jensen den tætte trafik inde foran mål til at smide pucken ind til 1-1.
Og da Daniel Baastrup lidt efter fordoblede gæsternes måltotal i powerplay, begyndte der igen at være en overraskelse under opsejling.
Joakim Thelin scorede anden periodes eneste mål, og nede 1-3 skulle Herning bruge en stærk afslutning for at bringe spændingen tilbage i kampen.
Odense formåede imidlertid at holde Herning fra de helt store chancer, før Radim Piroutek med ni minutter igen øgede føringen til 4-1 efter fornemt forarbejde af holdkammeraten Joakim Thelin.
Få minutter senere reducerede Hernings Brett Thompson, og da hjemmeholdet kort efter kom i powerplay som følge af en udvisning til Malte Setkov, begyndte spændingen så småt at komme snigende.
Men Odense overlevede de efterfølgende minutter, og tiden løb ud for hjemmeholdet, der slukøret skøjtede fra banen.
/ritzau/