København, 24/07/2025 - 18:56
Dansker misser akkurat podiet ved EM i mountainbike
Mountainbikerytteren Simon Andreassen blev nummer fire, da han torsdag skulle forsøge at forsvare EM-guld.
Ricardo Mazalan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske mountainbikerytter Simon Andreassen sluttede torsdag på en fjerdeplads i disciplinen short track ved EM i Portugal, der køres i denne uge.
Han blev noteret for tiden 18 minutter og 23 sekunder og var blot to sekunder fra en plads på podiet i disciplinen, hvor han var forsvarende mester.
Andreassen havde således to medaljer at forsvare fra sidste års EM. I Rumænien vandt han nemlig guld i den lynhurtige disciplin short track og sølv i den længere disciplin XCO, som man kører ved OL.
Men på grund af efterveerne fra en hjernerystelse har han ikke kunnet træne optimalt frem mod EM, og forventningerne har derfor ikke været så store til ham i denne omgang.
Alligevel var han altså blot seks sekunder fra guldet, der gik til schweizeren Luca Schätti.
Danskeren Sebastian Fini Carstensen blev nummer 11 - 15 sekunder efter vinderen.
Kort efter kom Nikolaj Hougs og Tobias Lillelund i mål.
Hos kvinderne blev Sofie Heby Pedersen bedste dansker på en syvendeplads. Hun var 41 sekunder fra en podieplacering.
Julie Lillelund kom i mål kort efter som nummer 11.
Svenske Jenny Rissveds snuppede guld foran to schweizere.
Hos både mænd og kvinder bliver den olympiske disciplin XCO afgjort søndag.
/ritzau/