København, 12/08/2025 - 14:59
Crystal Palace føler sig forskelsbehandlet efter CAS-dom
Crystal Palace langer ud efter Uefa og CAS efter nedrykning fra Europa League til Conference League.
Paul Terry/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mandag stadfæstede Den Internationale Sportsdomstol (CAS) den Uefa-dom, som fratog Crystal Palace retten til at deltage i denne sæsons Europa League. Holdet skal i stedet spille i Conference League, og det er man langtfra tilfreds med i London-klubben.
- Da vi vandt FA Cuppen på den monumentale dag i maj, optjente vores træner og spillerne retten til at spille i Europa League. Den mulighed er blevet taget fra os, lyder det i en erklæring på klubbens hjemmeside.
Selvsagt en bet for London-klubben, der er blevet degraderet, fordi den amerikanske forretningsmand John Textor havde kontrol over eller indflydelse i både franske Lyon og Crystal Palace.
Begge klubber havde kvalificeret sig til Europa League, men ifølge Uefas regler må klubber med samme ejer, eller en person med bestemmende indflydelse, ikke deltage i samme turnering.
Textor har solgt sin andel af Palace for at undgå den europæiske degradering, men klubben kunne ikke efterleve en deadline fra Uefa 1. marts. Og så var der ingen nåde fra fodboldforbundet.
Uden at komme ind på, hvem man hentyder til, insinuerer Crystal Palace, at der sker forskelsbehandling på små og store klubber i fodboldens ledende organer.
- Det lader til, at visse klubber, organisationer og individer har unikke privilegier og magt, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Denne voksende og usunde indflydelse har knust Crystal Palace-fansenes håb og drømme, og det lover ikke godt for andre ambitiøse klubber, der kæmper for at komme i Europa, når regler og sanktioner anvendes så åbenlyst forskelligt.
Det er Nottingham Forest, som overtager Crystal Palaces plads i Europa League.
/ritzau/