Som husejer er det en rigtig god idé at tjekke op på, om de oplysninger, der står om dit hjem i Bygnings- og Boligregistret (BBR), matcher virkeligheden.
Information om, hvilke materialer dit tag er lavet af, og om der er en olietank på grunden, bliver nemlig ikke kun brugt til at vurdere ejendommens værdi - de hjælper også beredskabet, hvis der skulle udbryde brand.
Det fortæller Hasse Lind, der er teknisk leder ved Falck.
- I det øjeblik, vi får en opgave, hvor vi skal rykke ud til en adresse, sidder vi på vagtcentralen og prøver at søge så meget information som overhovedet muligt frem om ejendommen, så vores styrker, der er på vej, kan forberede sig bedst muligt, siger han.
Hvis brandfolkene på stedet for eksempel ved, at taget indeholder asbest, så ved de, at de skal være særligt påpasselige med, hvordan rester fra taget spreder sig fra brandslukningen.
- Det kan ikke nytte noget, at man som brandmand for eksempel vader fra skadestedet og ind til naboen, for så risikerer du at sprede asbesten, forklarer Hasse Lind.
Har du solceller på taget, er det ligeledes en vigtig information for brandfolkene at kunne søge frem i BBR-registret.
- Med solceller er der risiko for at få stød. For selv om de brænder, kan der stadig godt være strøm i dem. Derudover er der skredfare. Beslagene, solcellerne sidder fast med, bliver bløde af ilden, og derfor kan det hele skride ned i hovedet på en, fortæller Hasse Lind.
Ejer du en ejendom, er det dit ansvar løbende at opdatere, hvad der står om den i BBR-registret. Får du for eksempel skiftet taget, skal du ind og rette i oplysningerne. Det samme gælder, hvis du har skiftet opvarmningskilde.
Og det er hverken svært eller tidskrævende at gøre, lyder det fra Christopher Stryhn Møller, der er kontorchef for BBR i Vurderingsstyrelsen.
- Jeg vil gerne slå et slag for, hvor nemt det er at gå ind på bbr.dk og rette ens oplysninger. Man logger på med MitID, og så kan man på ganske kort tid aflevere nogle oplysninger om sin ejendom. For eksempel kræver det kun få klik at oplyse ejendommens tagmateriale, siger han.
Har du ikke mulighed for at gøre det digitalt, kan du alternativt ringe til din kommune og overlevere oplysningerne derigennem. Uanset hvad er det godt at få gjort, understreger kontorchefen.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vores kerneopgave hos Vurderingsstyrelsen er at lave ejendomsvurderinger, men registret er også vigtigt for mange andre ting i samfundet, og det glemmer vi måske nogle gange lidt, siger han og henviser til, at beredskabet drager stor nytte af at kunne orientere sig i registret.
- Som borger kan man faktisk meget direkte hjælpe med at højne sikkerheden for både sig selv og andre. Derfor er det vigtigste budskab herfra, at man skal være opmærksom på om de ting, der står oplyst om ens ejendom, er korrekte, fastslår Christopher Stryhn Møller.
/ritzau fokus/