Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/03/2024 - 14:40

Thalia Pitzner taber strid om 150.000 kroner mod ekskæreste

Thalia Pitzner fra "Diamantfamilien" krævede knap 150.000 kroner fra sin ekskæreste i tvist om lejlighed.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Realitystjernen Thalia Pitzner, der er kendt fra TV 2-programmet "Diamantfamilien", har tabt et civilt søgsmål om økonomisk splid mod sin ekskæreste.

Det skriver Ekstra Bladet.

Thalia Pitzner krævede knap 150.000 kroner fra sin ekskæreste for blandt andet at have skiftet låse og fjernet ekskærestens møbler fra en lejlighed, de tidligere har boet i sammen.

Pengene har siden parrets brud været indefrosset. Men onsdag har en dommer i Københavns Byret afgjort, at beløbet skal frigives til ekskæresten, skriver mediet.

Sagen drejer sig nærmere bestemt om delingen af en lejlighed på Østerbro i København og den samejeaftale, som det tidligere par indgik ved ekskærestens indflytning.

Aftalen ophørte i 2023.

Også grundet forbedringer af lejlighedens køkken har Thalia Pitzner krævet 150.000 kroner mere fra ekskæresten, end han ville betale hende, da ekskæresten skulle købes ud af lejligheden.

29-årige Pitzner hævdede i retten, at hun skiftede låsene til lejligheden, fordi ekskæresten ikke ville aflevere sine nøgler.

Og da ekskæresten ikke havde hentet sine ejendele efter tre måneder, måtte hun betale sig fra det ved at bruge et flyttefirma.

Forinden havde hun ifølge eget udsagn skrevet til ham flere gange for blandt andet at advare ham om, at hun ville skifte låsene.

Pitzner, der i retten beskrev sig selv som "professionel influencer", indgik aftaler med firmaer om rabat til renovering og gratis eller billigere ting til lejligheden.

Det forøgede lejlighedens værdi, da den skulle deles, men de var ikke enige om, hvad den lå på, lyder det.

Der har ifølge Ekstra Bladet også været stridigheder om mæglerhonorar, nye skabe og gardiner.

Thalia Pitzner skal desuden betale 35.000 kroner i sagsomkostninger til ekskæresten.

/ritzau/

København, 27/04/2024 - 09:35

Grøn melder udsolgt i første by hurtigere end nogensinde før

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Grøn kan melde udsolgt af billetter til turnéens sidste stop i Valby. Billetsalget slår sidste års salg.

Alle billetter til sommerens Grøn i Valby den 28. juli er udsolgt.

Det er første gang i endagsfestivalens historie, at de 30.000 billetter til en enkelt by er solgt så hurtigt.

Det skriver arrangørerne bag Grøn - der tidligere var kendt som Grøn Koncert - i en pressemeddelelse.

- Vi er vildt begejstrede og fuldstændig overvældede, siger Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

- Vi kan på nuværende konstatere, at der er et historisk stort forsalg i alle byer, så vi er spændte på, hvordan det kommer til at gå den næste måneds tid, tilføjer han.

I år optræder kunstnerne Blæst, Tobias Rahim, Burhan G og Jada. De nyeste navne på musikprogrammet er grupperne Scarlet Pleasure og TV-2, der begge har optrådt på Grøn før.

De sidste to kunstnere på årets plakat bliver offentliggjort i næste uge, torsdag den 2. maj, siger Theis Petersen.

Sommerens turné lægger fra den 18. juli til den 28. juli vejen forbi otte forskellige byer.

Først i Tårnby den 18. juli og dernæst rejser koncerten til Jylland, hvor den lægger vej forbi Kolding 19. den juli, Aarhus den 20. juli, Aalborg den 21. juli og Esbjerg den 25. juli.

Derefter går turen til Odense den 26. juli og Næstved den 27. juli, før Grøn slutter festen i Valby den 28. juli.

Valby er foreløbigt eneste by, hvor alle billetter er udsolgt.

Sidste år kunne Grøn fejre 40-års jubilæum, og det var første gang, at koncertens 180.500 billetter alle var udsolgt.

Det er håbet fra indsamlingschef Theis Petersen, at det scenarie gentager sig i år.

Muskelsvindfonden og Tuborg står bag arrangementet Grøn.

Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og skabe plads til forskelle i samfundet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2024 - 08:58

Grøn melder udsolgt i første by hurtigere end nogensinde før

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Grøn kan melde udsolgt af billetter til turnéens sidste stop i Valby. Billetsalget slår sidste års salg.

Alle billetter til sommerens Grøn i Valby den 28. juli er udsolgt.

Det er første gang i endagsfestivalens historie, at de 30.000 billetter til en enkelt by er solgt så hurtigt.

Det skriver arrangørerne bag Grøn - der tidligere var kendt som Grøn Koncert - i en pressemeddelelse.

- Vi har aldrig prøvet noget lignende. Sidste år var vi fuldkommen overvældede over det historisk flotte billetsalg, så det er slet ikke til at forstå, at det går endnu hurtigere i år, lyder det fra Theis Petersen, som er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

I år optræder kunstnerne Blæst, Tobias Rahim, Burhan G og Jada. De nyeste navne på musikprogrammet er grupperne Scarlet Pleasure og TV-2, der begge har optrådt på Grøn før.

De sidste to kunstnere på årets plakat er endnu ikke offentliggjort.

Sommerens turné lægger fra den 18. juli til den 28. juli vejen forbi otte forskellige byer.

Først i Tårnby den 18. juli og dernæst rejser koncerten til Jylland, hvor den lægger vej forbi Kolding 19. den juli, Aarhus den 20. juli, Aalborg den 21. juli og Esbjerg den 25. juli.

Derefter går turen til Odense den 26. juli og Næstved den 27. juli, før Grøn slutter festen i Valby den 28. juli.

Valby er foreløbigt eneste by, hvor alle billetter er udsolgt.

Sidste år kunne Grøn fejre 40-års jubilæum, og det var første gang, at koncertens 180.500 billetter alle var udsolgt.

Det er håbet fra indsamlingschef Theis Petersen, at det scenarie gentager sig i år.

Muskelsvindfonden og Tuborg står bag arrangementet Grøn.

Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og skabe plads til forskelle i samfundet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2024 - 12:00

FAKTA: Bygningsreglementet går ikke i detaljer

* Bygningsreglementet fastsætter ikke i detaljer, hvad rummene skal leve op til for at kunne godkendes som beboelse.

* Det lyder blandt andet i reglementet, at "beboelsesrum og køkken skal have en loftshøjde, der tilgodeser, at der er tilstrækkeligt dagslys i rummet. Loftshøjden skal fastsættes i forhold til boligens rumdybder, rumstørrelser og vinduers placering".

* Det er boligejerens ansvar, at antallet af godkendte kvadratmeter bliver opdateret i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Kilde: Bygningsreglementet, fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius Christina Schervig, advokat med speciale i blandt andet boligkøb Julian Jensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/04/2024 - 12:00

Gratis kvadratmeter eller potentiel fare? Få styr på dette boligbegreb

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Hold dig fra at indrette børneværelse på kvadratmeter, der ikke er godkendt til beboelse, lyder det klare råd fra en fagekspert i byggeteknik og huseftersyn.

Hvis du er på udkig efter ny bolig og indimellem drømmer dig væk i salgsannoncer, så er du måske stødt på begrebet "ikke godkendt til beboelse".

Nogle kvadratmeter kan nemlig være opgivet som disponible, men ikke godkendte. Men betyder det, at de kan være farlige at indrette værelser i? Eller er det bare en fed mulighed for at få flere kvadratmeter, end du betaler for?

- Det er ulovligt at sælge kvadratmeter som beboelse, hvis de ikke er godkendt til det, fastslår advokat Julian Jensen, som specialiserer sig i blandt andet boligkøb.

- Det kan være på grund af en lokalplan, hvor der står, at der ikke må være beboelse i kælderen for eksempel. Der kan også være nogle brandregler i forhold til værelser oppe på loftet eller en særlig servitut, siger advokaten.

Typisk handler det dog ifølge boligadvokat Julian Jensen om, at sælger ikke har søgt kommunen om tilladelse. Det vil altså sige, at der aldrig er blevet spurgt om, hvorvidt kvadratmeterne kan godkendes til beboelse.

Det kan for eksempel være, hvis man har renoveret huset og lavet værelser på et tidligere uudnyttet loft eller har givet kælderen en tur, så den nu er beboelig.

For at kvadratmeterne kan godkendes, kræver det, at de lever op til en række krav i Bygningsreglementet.

- Der er blandt andet krav til klima, lys, fugt, luft og højde i et rum, fortæller bygningskonstruktør og bygningssagkyndig Christina Schjervig, som er fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man skal jo ikke bo i en lille, mørk cigarkasse, det er jo ikke et fornuftigt beboelsesrum. Der skal for eksempel være ordentligt luftskifte i forhold til vores helbred, tilføjer hun.

Der er hendes klare råd, at du lader være med at bruge arealerne til beboelse, hvis de ikke er godkendt til det. Og særligt holder dig fra eksempelvis at indrette et børneværelse i kælderen.

- Der er en grund til, at der er lavet nogle regler og retningslinjer. Det er jo for at passe på os, det er ikke for at genere os, siger hun.

Vil du have indsigt i, om der tidligere skulle være blevet søgt om - og eventuelt afslået - godkendelse af kvadratmeterne, kan du ifølge Christina Schjervig relativt nemt tilgå de oplysninger.

- Det er da rart, at man forud for et køb går ind og ser på, om der har været søgt. Og byggesagerne er offentligt tilgængelige, siger hun og henviser til siderne weblager.dk, filarkiv.dk eller kommunens hjemmeside, hvor man kan anmode om adgang.

- Så på den måde er det nemt at få et overblik over, hvad der er sket - og om der overhovedet er sket noget. Har de fået et nej? Hvis der er en verserende byggesag, hvor der er blevet ansøgt, så bliver den beskrevet på BBR, forklarer Christina Schjervig.

Hvis du vælger at købe boligen, kan du sagtens søge om at få kvadratmeterne godkendt til beboelse efterfølgende. Men du kan ikke være garanteret, at kommunen vender tommelfingeren opad.

- Jeg vil sige, at det er risikobetonet. Og nogle elsker jo at løbe en risiko. Det er ligesom med investeringer og alt muligt andet. Der kan godt komme et afkast, men det kan også gå den anden vej, siger Christina Schjervig.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek