København, 24/06/2025 - 13:03
Dommer var inhabil trods ukendt juridisk tvist
At en dommer ikke vidste, at hendes søster var blevet sagsøgt af en tiltalts mor, ændrer ikke inhabilitet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Selv om en byretsdommer ikke vidste, at der verserede en civil retssag mellem hendes søster og en voldstiltalt mands mor, var hun inhabil, da hun afgjorde voldssagen.
Det er Højesteret nået frem til tirsdag.
Et flertal af dommerne, som har behandlet sagen i Højesteret, vurderer, at der kunne rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.
Vurderingen sker ud fra det tillidshensyn, som retsplejelovens paragraf 61 skal varetage lyder det.
Ifølge retsplejeloven må man ikke være dommer i en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som kan rejse tvivl om ens fuldstændige upartiskhed.
Dermed er dommerne uenige med Østre Landsret og sender sagen retur til byretten.
Byretten behandlede første gang sagen, hvor manden var tiltalt for vold og blufærdighedskrænkelse, i 2023.
Men imens verserede sagen, hvor den tiltaltes mor havde sagsøgt blandt andre dommerens søster, som er advokat.
Den tiltaltes mor krævede 34 millioner kroner i erstatning.
Højesteret skriver i dommen, at byretten havde indkaldt en sættedommer fra en anden ret, til at vurdere søgsmålet.
Det skyldtes, at byretten vurderede, at dommerens kolleger var inhabile.
Da manden ankede sagen til landsretten, gjorde han gældende, at byrettens dommer var inhabil, og at sagen skulle retur til byretten.
Ifølge dommen på Højesterets hjemmeside bragte den tiltalte og hans forsvarer ikke dommerens habilitet op i byretten.
Forsvareren har dog oplyst til Højesteret, at den tiltalte angiveligt konstaterede, at der var et sammenfald mellem dommerens efternavn og den person, den tiltaltes mor havde sagsøgt, inden domsafsigelsen.
Østre Landsret valgte ikke at sende sagen tilbage til byretten og stadfæstede i stedet dommen.
I Højesteret giver fire ud af fem dommere imidlertid manden ret.
/ritzau/