København, 21/05/2025 - 10:18
Bødskov og Socialdemokratiet åbner døren for ny midterregering
Erhvervsminister Morten Bødskov konstaterer, at han og Socialdemokratiet gerne ser en ny regering over midten.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Socialdemokratiet vil "meget gerne" danne en ny SVM-regering efter næste valg.
Det siger den højtstående socialdemokrat Morten Bødskov, der var med til at forhandle SVM-regeringens grundlag på Marienborg, i en opsigtsvækkende melding.
Til Berlingske forklarer erhvervsministeren, at partiet trods ringe meningsmålinger gerne vil fortsætte regeringssamarbejdet over midten.
- Regeringen har skabt betydningsfulde resultater i en svær tid. Derfor ser Socialdemokratiet meget gerne en ny regering hen over midten efter næste valg, siger Morten Bødskov.
Der er én overskyggende prioritet for Socialdemokratiet efter næste valg: Den kommende regering skal have virksomheders vilkår og konkurrenceevne øverst på dagsordenen, og her ser Bødskov et stort potentiale i samarbejdet med Venstre og Moderaterne.
Samme positive tilkendegivelser giver Venstres Stephanie Lose, der er økonomiminister, og Moderaternes Jakob Engel-Schmidt, der sidder i stolen som kulturminister.
Lose lægger over for Berlingske ikke skjul på, at man ønsker at fortsætte arbejdet i samme "politiske retning", som SVM-regeringen har tegnet - "Vi er langt fra færdige", lyder det fra Stephanie Lose.
Vælgernes tillid til regeringen er i flere målinger dalet markant sammenlignet med folketingsvalget i 2022.
I en måling, som analyseinstituttet Voxmeter mandag foretog for Ritzau, kan regeringen tilsammen mønstre en opbakning på 37,3 procent af vælgerne.
Socialdemokratiet stod i den seneste måling til 24,0 procent af stemmerne, mens Venstre fik 10,0 procent og Moderaterne 3,3 procent.
Efter valget i 2022 kunne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samle et flertal med 50,1 procent af stemmerne.
I Enhedslisten læser man Morten Bødskovs ord med rynkede bryn.
- Det er ærlig snak fra Socialdemokratiet, at de på forhånd går efter at fortsætte deres sidespring med højrefløjen i regering, siger Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted.
Meldingen fra erhvervsministeren gør valget meget klart for vælgerne, mener Enhedslisten:
Med en potentiel ny midterregering vil Socialdemokratiet "fortsat prioritere skattelettelser og bedre vilkår for samfundets rigeste".
- Det giver vælgerne et klart valg, om de synes, det er en god idé, eller om man gerne vil have en regering, der i højere grad står på de almindelige menneskers side. For så skal man stemme til venstre for Socialdemokratiet, siger Pelle Dragsted.
/ritzau/