Bryllupsplanerne har været i gang hos flere danske kendisser i det forgangne år.
TV 2-vært Natasja Crone blev overrasket af sin kendte kæreste, den 50-årige korrespondent Rasmus Tantholdt, på sin 53-års fødselsdag i juni. Han faldt nemlig på knæ efter omkring syv års forhold.
Det blev ingen lang forlovelse, for godt seks måneder senere giftede parret sig ved et decemberbryllup.
- Min Natasja kone, jublede Rasmus Tantholdt efterfølgende på Instagram.
Mens Rasmus Tantholdt faldt på knæ derhjemme, friede den amerikanske youtuber og wrestler Logan Paul til den danske supermodel Nina Agdal på en ferie ved Comosøen i Italien.
Parret puttede med deres annoncering af forlovelsen. Men Logan Paul bekræftede sidenhen forlydenderne om et forestående bryllup med et billede fra frieriet og teksten: "Forlovet med min bedste ven".
De var ikke de eneste, der ventede med at fortælle medierne om bryllupsplanerne.
Sarah Grünewald afslørede over for Billed-Bladet i september, at hun var kommet tilbage fra en ferie med "sin mand", den franskfødte musikproducer Ben Kaniewski.
Da ugebladet spurgte den nu tidligere Vild med dans-vært, hvorfor hun kaldte ham for sin mand, svarede hun:
- For halvandet år siden gik Ben på knæ og friede til mig. Men det er der ingen, der ved, forklarede den 39-årige tv-vært til ugebladet.
Parret er dog endnu ikke smedet officielt sammen som mand og kone, og bryllupsdatoen holder de hemmelig, sagde hun til Billed-Bladet.
Sarah Grünewald og Ben Kaniewski har været kærester i fire år. De har begge børn fra tidligere ægteskaber - Sarah Grünewald har sin syvårige søn, Luis, med dj'en Rasmus Backhaus.
Modsat hemmeligt var det, da forlagschef Pernille Wass overraskede kost- og træningsformidler Michelle Kristensen med en forlovelsesring på parrets tre års dag.
I et opslag på Instagram viste 39-årige Michelle Kristensen ringen frem og forklarede, at Pernille Wass havde taget "røven på hende".
Parret har ikke kun kunnet glæde sig over bryllupsplaner. De er også blevet forældre til sønnen Viggo, der kom til verden efter flere års fertilitetsbehandling.
Det kom også som en overraskelse for Masterchef-dommer og tidligere Michelin-kok Dak Wichangoen, da faren til hendes datter og kæreste midt i baconchips og reality-tv spurgte, om hun vil gifte sig med ham.
Iført T-shirt og underbukser blev det et stort ja, afslørede hun i et opslag på Instagram.
Dagen var også særligt udvalgt, da Niels Stausholm faldt på knæ for Vild med dans-stjernen Vickie Jo Ringgaard. Det skete nemlig på valentinsdag.
Siden er parret blevet gift i Brabrand Kirke med en lille fest efterfølgende.
Vild med dans-stjernen havde parrets datter, Isabelle, og Vickie Jo Ringgaards datter fra et tidligere ægteskab, Malou, som brudepiger.
Yderligere to Vild med dans-stjerner foruden Vickie Jo Ringgaard skal også giftes.
Dansedommeren Marianne Eihilt har i 12 år dannet par med kæresten, Keld, som hun har to børn sammen med. Og næste år kan den 49-årige Vild med dans-stjerne kalde sin 55-årige kæreste for sin mand. Det har Marianne Eihilt afsløret over for Billed-Bladet.
Vild med dans-danseren Damian Czarnecki gik på knæ og friede til sin kæreste gennem to år, Magda, på en bakketop i Polen, hvor de begge oprindeligt kommer fra.
- Polen er et sted, der betyder meget for os begge, og hvor vi måske en dag kan tage tilbage til sammen med vores - forhåbentligt - kommende børn, fortalte Damian Czarnecki efterfølgende til Se & Hør.
Det sociale medie Instagram fungerer ikke kun som platform for annoncering af forlovelser, men også til at møde hinanden.
Sådan var det i hvert fald, da kokken Umut Sakarya og forfatter og studerende Johanne Havshøj fandt hinanden. De brugte det sociale medie til at afsløre nyheden, da de delte en video af selve frieriet på Anholt en sommerdag.
- For 2,5 år siden mødte vi hinanden for første gang og forelskede os midt i et livskaos - i dag står vi stærkere end nogensinde med endnu mere kærlighed, mod og lykke i livet, lød det fra Umut Sakarya.
Det bliver et mindre traditionelt bryllup, når Sygeplejeskolen-skuespilleren Thue Ersted Rasmussen, der er internationalt kendt for sin superskurkerolle i Hollywood-franchisen "Fast and the Furious", skal giftes med sin udkårne, Katrine Lynggaard.
Parret, der sammen har sønnen Hugo, blev forlovet ved en skovsø i Sverige. Og når brylluppet skal holdes til sommer, bliver det på en gård langt ude på landet, fortalte 37-årige Thue Ersted Rasmussen til Se & Hør.
Det er også planen, at sangeren Gobs skal giftes med sin kæreste, Josephine-Emilia, til sommer. Men den 24-årige sanger, der har det borgerlige navn Victor Gaardboe, har en pakket kalender. Det kan betyde, at brylluppet må udskydes til 2025. Han er dog sikker på, at det er modellen og influenceren Josephine-Emilia, som han skal dele sit liv med, har han fortalt Ekstra Bladet.
Parret vil ikke være det første, der blev nødt til at rykke bryllupsdatoen.
Det var nemlig tilfældet, da instruktør Ole Christian Madsen og hans forlovede, Sophie Christensen, skulle have været gift i sommer. Parret, der har været sammen i seks år og forlovet i et, har rykket datoen til næste år, fortalte de til Her & Nu.
Skuespiller og Forræder-stjerne Mathilde Passer fik sig sit livs fødselsdagsgave i år. Hun kunne nemlig annoncere en glædelig nyhed.
- I dag bliver jeg 30. Men i går sagde jeg ja til at gifte mig med mit livs kærlighed, skrev hun i et opslag på Instagram om kæresten Thomas Fritsche.
Skuespillerverden har også udsigt til endnu et skuespillerægteskab, da Dansegarderoben-stjernen Rasmus Krogsgaard og skuespiller Patricia Schumann går med bryllupsplaner.
Parret har været sammen i fem år og har sønnen Absalon. Det var på hans et års fødselsdag, at 48-årige Patricia Schumann, der er kendt fra flere film og tv-serier, sagde ja til 42-årige Rasmus Krogsgaard ifølge Billed-Bladet.
Fem år gik der også, før Mohamed Ahmad, kendt under kunstnernavnet Skinz, friede til sin kæreste, Amanda.
- Jeg har fået kvinden i mit liv til at blive resten af mit liv, skrev den 37-årige sanger, der er kendt for hittet "Jeg har en pige", på Instagram.
/ritzau/