Kabul, 28/03/2023 - 11:00
Taliban anholder aktivist bag hemmelige pigeskoler
FN kræver besked om, hvad der er sket med Matiullah Wesa, der driver pigeskoler gennem netværk af frivillige.
Af: /ritzau/
Stifteren af et skoleprojekt for piger i Afghanistan er blevet anholdt i hovedstaden Kabul af Taliban-styret.
Det oplyser FN's diplomatiske mission i landet (Unama).
Skolemanden Matiullah Wesa leder organisationen PenPath. Den har siden 2009 arbejdet for pigers ret til at uddanne sig.
Det islamistiske Taliban-styre, der genvandt magten i landet i 2021, har på ny frataget piger og kvinder ret til uddannelse.
Matiullah Wesa blev stoppet mandag aften foran en moské af en gruppe mænd, oplyser hans bror til nyhedsbureauet AFP.
- Da Matiullah bad om at se deres identitetskort, slog de ham og tvang ham væk med magt, siger han.
Matiullah Wesa er gået imod regimet ved at oprette hemmelige skoler for piger rundt om i Afghanistan. Han har selv oplyst, at han har sikret skolegang til tusindvis af piger gennem et netværk af frivillige undervisere.
FN kræver besked om, hvad der er hændt ham.
- Unama opfordrer de gældende myndigheder til at redegøre for, hvor han er, og hvad der er grunden til hans anholdelse. Og at man sikrer, at han har adgang til advokatbistand og til at kunne kontakte til sin familie, lyder det i en henvendelse til Taliban-regeringen.
/ritzau/dpa