København, 15/10/2024 - 11:00
Syv nye frøarter opkaldes efter kaptajner fra tv-serien Star Trek
Nyopdagede frøarter i Madagaskar udsender fuglelignende lyde, der minder forskere om lydeffekter fra tv-serie.
Af: /ritzau/
Syv frøarter, som verden ikke hidtil har kendt, er blevet opdaget i naturparadiset Madagaskar i Det Indiske Ocean.
Det er et internationalt forskerhold med dansk deltagelse, der står bag opdagelsen. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Der er tale om syv arter af træfrø-slægten Boophis, der findes i regnskovene i Madagaskar.
Frøerne kvækker ikke, men kommunikerer i stedet ved hjælp af nogle fuglelignende fløjtelyde.
Lydene mindede forskerholdet bag opdagelsen om science fiction-serien "Star Trek", hvor lignende fløjtelyde ofte bruges som lydeffekter.
Derfor er frøerne navngivet efter syv kaptajner fra serien - Kirk, Picard, Sisko, Janeway, Archer, Burnham og Pike.
Det forklarer lektor og forsker fra Naturhistorisk Museum ved Københavns Universitet Mark D. Scherz.
- Ikke alene lyder disse frøer som lydeffekter fra "Star Trek", men for at finde dem, skal man også "trekke" en del.
- Nogle arter findes på steder, der er tilgængelige for turister, men for at finde flere af dem måtte vi gennemføre store ekspeditioner til afsides skovområder og bjergtoppe, siger han i pressemeddelelsen.
Frøernes usædvanlige stemme bruges ifølge forskeren blandt andet til at fortælle det modsatte køn, at frøen er klar til parring.
En af teorierne er, at frøerne har udviklet højfrekvente fuglelyde for at kunne overdøve "lydtapetet" i regnskoven.
- Hvis frøerne bare kvækkede som vores velkendte europæiske frøer, ville de måske ikke kunne høres gennem lyden af brusende vand fra floderne.
- Men deres højfrekvente fløjten skiller sig ud fra støjen, siger Dr. Jörn Köhler, Hessisches Landesmuseum Darmstadt i Tyskland, i pressemeddelelsen.
Madagaskar er et skatkammer af arter. De seneste ti år har forskerholdet beskrevet omkring 100 nyopdagede arter fra øen.
Og der er stadig "flere hundrede frøarter", forskerne endnu ikke har beskrevet", lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/