Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 19/02/2025 - 10:34

Sveriges højesteret afgør at klimasøgsmål ikke kan afprøves i retten

Klimaorganisationen Aurora sagsøgte i et gruppesøgsmål den svenske stat for utilstrækkelig klimahandling.

Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Højesteret i Sverige har afgjort, at et klimasøgsmål mod den svenske stat ikke kan behandles ved en domstol.

Det oplyser retten i en pressemeddelelse.

Sagen handler om, at klimaorganisationen Aurora i et gruppesøgsmål på omkring 300 personer havde sagsøgt den svenske stat for utilstrækkelig handling på klimaområdet.

Men ifølge landets højesteret kan en domstol ikke bestemme, at Sveriges parlament, Riksdagen, eller regeringen skal iværksætte bestemte tiltag.

- De politiske organer beslutter selvstændigt, hvilke specifikke klimaforanstaltninger Sverige skal tage, skriver retten.

Den udelukker dog ikke, at en klimasag, der udformes på en anden måde, kan behandles ved en svensk domstol.

- EU-Domstolen har for nylig i en dom slået fast, at en forening, der opfylder visse krav, kan have ret til at anlægge en klimasag.

- Højesteret konstaterer i sin afgørelse, at en sådan sag kun kan omhandle spørgsmål om, hvorvidt den enkeltes rettigheder efter konventionen er blevet krænket - ikke hvilke specifikke foranstaltninger staten er forpligtet til at træffe, lyder det.

Stævningen fra Aurora blev indgivet tilbage i 2022. Medlemmer af gruppesøgsmålet var mellem 7 og 26 år gamle, skriver svenske SVT.

- Vi kræver, at den svenske stat gør sin retfærdige andel af de globale tiltag, der skal til, for at verden kan lykkes med at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, sagde talsperson Ida Edling dengang til mediet.

Stævningen blev ifølge højesteret indgivet ved Nacka tingsrätt. Gruppen ville have retten til at fastslå, at staten er forpligtet til at træffe visse foranstaltninger for at bekæmpe klimaforandringerne.

Nacka tingsrätt har siden spurgt højesteret om, hvorvidt sådan en sag mod staten kan afprøves ved en domstol. Det har højesteret altså foreløbigt afvist.

/ritzau/

København, 19/02/2025 - 10:11

Springer ud som solist: Maven bobler af angst og lykke

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Katinka Bjerregaard, som fik sit store gennembrud som forsanger i Katinka Band, står nu på egne ben.

Efter 12 år i front for Katinka Band står forsangeren, Katinka Bjerregaard, fremover på scenen i eget navn som slet og ret Katinka.

Det oplyser hun i en pressemeddelelse fra pladeselskabet Warner Music.

- Jeg har aldrig haft så store sæbebobler i min mave af spænding, angst og lykke, som jeg har lige nu, hvor jeg skal vise verden, hvordan mine sange lyder, når jeg står på helt egne og skæve ben, lyder det fra Katinka Bjerregaard.

Sidste år brød Katinka Band op, for at medlemmerne kunne forfølge deres drømme hver især.

Det var ikke nogen nem beslutning. Men når man bliver voksne sammen, skal der også være plads til at vokse i forskellige retninger, lød det dengang.

For Katinka Bjerregaards vedkommende har det udmøntet sig i singlen "Knappenål", som er inspireret af et stort verdenskort, der hænger i gangen i den lejlighed, hun bor i sammen med sin mand, fotografen Daniel Buchwald, og parrets femårige tvillinger, Oda og Holger.

- Jeg har aldrig rejst meget eller været særlig interesseret i det. Det er min kæreste, der kan udpege byer, lande og steder, hvor han har surfet, vandret eller gjort andre aktive ting uden mig. Alligevel har kortet haft stor betydning for mig, og det er inspiration til sangen "Knappenål", siger hun i pressemeddelelsen og uddyber:

- I mit arbejde med sangen har jeg forestillet mig kortet som en måde at afdække afslutningen og ødelæggelsen af et venskab på. Som en forfejlet og ubrugelig ruteplan. Jeg kigger på landkortet og sætter en knappenål, hver gang én af os tog en dårlig beslutning og forsvandt længere væk fra hinanden.

Det er ti år siden, at Katinka Bjerregaard fik sit gennembrud, da hun sammen med Katinka Band vandt DR's musikalske talentudviklingsprogram "Karrierekanonen".

Katinka Band har efterfølgende vundet Steppeulven-prisen i 2017 i kategorien Årets Håb og året efter musikforlæggernes pris, Carl Prisen, for Årets Komponist inden for popkategorien for deres debutalbum, "Vi er ikke kønne nok til at danse".

/ritzau/

Læs Mere >>

Odense, 19/02/2025 - 08:00

Teater og kortfilm skal markere H.C. Andersens dødsdag

Ola Torkelsson/Ritzau Scanpix

Til sommer markerer Odense 150-året for H.C. Andersens død med et kulturprogram, der udforsker livet.

Flere kulturinstitutioner i Odense har kreeret et program, der skal markere 150-året for H.C. Andersens død.

Det vil foregå fra den 4. august på forfatterens dødsdag.

Det skriver kommunikationsbureauet Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Selv om H.C. Andersen længe har været død, lever hans værker endnu. Derfor er kulturinstitutioner og aktører i Odense gået sammen om at udforske livets mørke og lyse sider som en hyldest til H.C. Andersen.

"Andersen Forever" er titlen på den række begivenheder, der er arrangeret som en markering af 150-året for H.C. Andersens død.

Det er blandt andre kulturinstitutionerne Kunstmuseum Brandts og Odense Teater, der står bag programmet.

Programmet rummer blandt andet udstillinger, performances, interaktive installationer og eksistentielle samtaler om liv og død, der ifølge arrangørerne rækker ud over tiden.

Åbningen sker i H.C. Andersens hus, hvor der vil være en særudstilling om temaerne liv, død, erindring og efterliv, og i H.C. Andersen Haven, hvor der vil være en åbningsforestilling, der er støttet af H.C. Andersen Fonden.

Formanden i fonden, Eik Møller, fortæller, at de forskellige aktiviteter gerne skal bidrage til eftertænksomhed og stolthed i Odense såvel som i resten af Danmark.

- Markeringen handler ikke kun om at mindes forfatteren, men også om at skabe nyt i H.C. Andersens ånd, siger Eik Møller.

Odense International Film Festival inviterer som en del af programmet til en hyldest af eventyret "Skyggen", hvor de to kunstnere Nikolaj Kopernikus og Lydmor vil lave en kortfilm inspireret af eventyret, der oprindeligt er lavet af H.C. Andersen.

- "Skyggen" er uhyggelig relevant i dag. Jeg er interesseret i de måder, vi i moderne tid laver dobbeltgængere af os selv - som til tider truer med at destruere os, siger Jenny Rossander, bedre kendt som kunstneren Lydmor. Hun tilføjer:

- Der er noget hot i, at H.C. Andersen, som normalt er synonym med eventyr-cuteness, går dark og beskriver noget, som både er dystert - og slet ikke så opbyggeligt, siger Jenny Rossander.

Også i 2005 fejrede man H.C. Andersen. Dengang var det hans 200-års fødselsdag, der blev markeret.

I den anledning optrådte en række kunstnere til en samlet koncert i Parken. Heriblandt Tina Turner med to numre. Arrangementet endte med et underskud på 13 millioner kroner og førte til omfattende kritik.

Programmet begynder den 4. august. Det fortsætter ind i efteråret og bliver løbende offentliggjort hen over foråret 2025 på www.andersenforever.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 19/02/2025 - 10:00

FAKTA: Kosten i forsøget

* I undersøgelsen sammenlignede man to typer af kost.

* Den ene type havde en sammensætning af makronæringsstoffer, som man i mange år traditionelt har anbefalet personer med type 2-diabetes at spise. 50 procent af energien kom fra kulhydrat, 17 procent fra protein og 33 procent fra fedt.

* Den anden type var reduceret i kulhydratindhold, men øget i protein og fedt. 30 procent af energien kom her fra kulhydrat, 30 procent fra protein og 40 procent fra fedt.

* Forsøgspersonernes kost bestod af grøntsager, fuldkornsprodukter, olivenolie, frugt, fisk, æg, kød og mejeriprodukter.

Kilde: Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 19/02/2025 - 10:00

Studie: Fedt og protein skal fylde mere på tallerkenen hos diabetikere

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Når der skrues op for fedt og protein i kosten, falder indholdet af fedt i leveren og blodet, viser et nyt studie af personer med type 2-diabetes.

En fedtfattig kost og en badevægt, hvor pilen er på vej ned.

Det har i mange år været anbefalingerne til personer med stofskiftesygdommen type 2-diabetes - kendetegnet ved forhøjet blodsukker - som flere end 300.000 lever med herhjemme.

Men nu peger et nyt dansk studie på, at der kan være sundhedsfordele ved i stedet at skrue op for fedt og protein og ned for mængden af kulhydrat, der får blodsukkeret til at stige.

Studiet er udført på Bispebjerg Hospital og Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og ser på effekten af en kost, som er reduceret i kulhydratindhold, men øget i protein og fedt, så 30 procent af energien kommer fra kulhydrat, 30 procent fra protein og 40 procent fra fedt.

Resultatet er et fald i risikofaktorer, der kan føre til hjerte-kar-sygdomme.

- Vi kunne se, at kosten reducerede fedtindholdet i leveren. Og fedt i leveren er skadeligt for leveren, fortæller Thure Krarup, som er professor på Københavns Universitet og overlæge på Bispebjerg Hospital og har stået i spidsen for studiet.

- Der ser også ud til at være en sammenhæng med, at vi målte mindre fedt i blodet af de typer, der kan være risikofaktorer i forhold til at udvikle åreforkalkning. Det er de to væsentligste fund.

Mere fedt i kosten gav altså ikke mere fedt i leveren eller i blodet - tværtimod. Og forskerne kunne se positive resultater, uanset om forsøgspersonerne tabte sig undervejs eller havde en stabil vægt.

Type 2-diabetes kan medføre alvorlige komplikationer som blandt andet sygdom i nyrer, øjne og nerver samt åreforkalkning og arvæv i leveren.

Faktorer som slidgigt, leddegigt og knogleskørhed gør det også besværligt for en del personer med type 2-diabetes at motionere. Og derfor er det ekstra vigtigt at rette fokus mod den sunde kost.

I forsøget er der blevet lagt stor vægt på, at kosten ikke er ekstrem eller besværlig, at madvarerne er velkendte, og at kosten kan passe ind i et almindeligt hverdagsliv.

Forsøgspersonerne fik en kost fuld af grøntsager, fuldkornsprodukter, olivenolie, frugt, fisk, æg, kød og mejeriprodukter.

- Deltagerne syntes, det var en rigtig velsmagende kost, fortæller Thure Krarup.

- Hvis du går til ekstremerne med en kost med meget lavt eller højt indhold af kulhydrat, så bliver det ofte ikke så velsmagende, siger professoren og uddyber, at en kost med et lavt indhold af kulhydrat ligger under 26 procent, mens de i forsøget valgte at lægge den på 30 procent.

- Så er vi inden for det normale spektrum, men i den lave ende. Det har været vigtigt, at det kunne fungere som en del af en almindelig hverdag. Derfor undgik vi de ekstreme kostformer, forklarer han.

Det store spørgsmål er så, om de gavnlige sundhedseffekter også kan overføres til folk, der ikke har type 2-diabetes. Det har forskerne ikke undersøgt og kan derfor ikke lave nogen direkte konklusion.

Men der er alligevel grund til at tænke i de baner, lyder vurderingen fra Thure Krarup:

- Vi har set studier, der peger i retning af, at hvis du laver en kulhydratreduceret kost til folk, der ikke har diabetes, så kan du formentlig fjerne fedt i leveren og dermed få mindre fedtstof i blodet også.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek