Stockholm, 06/06/2025 - 10:34
Svensk politi efterforsker sabotage af 30 telemaster
Gerningsmænd har klippet kabler over og ødelagt sikringer på 30 telemaster på den svenske østkyst.
Af: /ritzau/
Svensk politi efterforsker sabotage mod 30 telemaster, der primært befinder sig på landets østkyst.
Det skriver mediet SVT.
- Vi tager dette alvorligt, og derfor har vi valgt at gribe ind, siger kriminalkommissær Håkan Wessung til mediet.
Gerningsmændene har ikke stjålet noget i forbindelse med sabotagen, men har klippet kabler over og ødelagt sikringer.
Den svenske post- og telestyrelse (PTS) siger, at den har modtaget meldinger om sabotagen fra et geografisk område, som relaterer sig til E22-motorvejen på østkysten.
Sabotagen skal være begyndt i påskeweekenden.
I nogle tilfælde har mobilnettet været sat ud af spil, men det har ifølge PTS ikke ført til større forstyrrelser.
/ritzau/